H1N1: Flere danskere i risikozonen

Sundhedsstyrelsens forebyggelseschef »opjusterer« nu det såkaldte »worst case scenario« for den forventede kommende influenzaepidemi til 4.200 døde danskere.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I det absolut værst tænkelige tilfælde kan helt op mod 4.200 danskere miste livet til den verdensomspændende pandemi af H1N1-influenza.

Det vurderer Sundhedsstyrelsens forebyggelseschef, overlæge Else Smith: »Men det er under forudsætning af, at der kommer en epidemi, at den slår til før en vaccine står klar, og under forudsætning af, at virus udvikler en større aggressivitet, end vi hidtil har set,« understreger hun.

Ifølge forebyggelseschefen er det nævnte såkaldte »worst case scenario« baseret på beregninger, der er foretaget i en række andre lande. Ifølge disse vurderinger kan en pandemisk influenza som den nuværende smitte ca. en fjerdedel af en given befolkning, og blandt de smittede vil et sted mellem én og tre promille dø.

Overført til danske forhold vil det svare nogenlunde til 1,4 millioner influenzasmittede danskere, hvor i blandt mellem 1.400 og 4.200 vil dø.

Til sammenligning vurderer sundhedsmyndighederne, at den seneste vinters almindelige sæsoninfluenza skabte en overdødelighed herhjemme på omtrent 1.000.

Rammer bredt
»Men under en almindelig influenzaepidemi er det næsten udelukkende ældre mennesker over ca. 65 år, der risikerer at dø. Det særlige ved en pandemisk influenza som den nuværende er, at den aldersmæssigt rammer langt bredere. Vi er så at sige alle samme naive over for sygdommen – vi kan alle sammen blive smittede. Ved en sæsoninfluenza er der noget restimmunitet i befolkningen, og en masse der er blevet vaccineret,« siger hun.

Direktør for Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen, tvivler stærkt på, at over 4.200 danskere vil dø af den nye influenza: »Jeg vil blive meget overrasket, hvis det bliver en dødelighed af den kaliber,« siger han.

Vurderingen baserer han bl.a. på, at de amerikanske sundhedsmyndigheder netop har anslået det reelle antal H1N1-smittede amerikanere til op imod en million.

»Står det til troende, er der tale om en meget mild influenza med en dødelighed så lav som 0,1 promille eller deromkring,« fastslår Nils Strandberg Pedersen og maner yderligere til ro omkring den pandemiske influenza:

»Der er på ingen måde tale om nogen dommedagssituation, og samfundet kommer ikke til at gå i stå af det her.«

Direktøren forventer i øvrigt, at virusspredningen for alvor vil tage fart herhjemme om en måneds tid, når skoler og børneinstitutioner atter er åbne, og danskerne er vendt hjem fra ferie.