Gyser hos Socialdemokraterne

Kun de færreste socialdemokrater tør gætte på, om formanden hedder Helle Thorning-Schmidt eller Mette Frederiksen i en kommende valgkamp.

Arvefølgen er sikret. Forlader statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) Danmark, overtager beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) efter al sandsynlighed posten som partiformand for Socialdemokraterne. Foto: Jens Dresling/Polfoto Fold sammen
Læs mere

Socialdemokraterne holder vejret. Der er formentlig under et år til næste folketingsvalg, men langt de fleste S-medlemmer aner ikke, hvem der står i spidsen for deres parti om to uger.

Selv om statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes nærmeste hårdnakket benægter, at hun vil takke ja til en toppost i EU, hælder mange socialdemokrater til, at Thorning tager jobbet, hvis hun får det tilbudt.

Berlingske har talt med en stribe centrale kilder på det socialdemokratiske ministerhold, i folketingsgruppen, i rådgiverkredsen og i baglandet for at kunne tegne et billede af de interne strategiske overvejelser hos Socialdemokraterne frem mod det kommende valg.

På grund af uvisheden om formandsposten er de centrale aktører i partiets top i disse uger tvunget til at arbejde med forskellige scenarier. Der er således både en plan A og en plan B i hovederne på de fleste topsocialdemokrater. Og selv om de fleste afviser, at der foreligger en nedskreven masterplan, så er den overordnede drejebog klar i hovederne på de mest centrale aktører.

Klar i kulissen

Hvis Thorning som den første dansker bliver udnævnt til topposten som EU-præsident, er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) klar i kulissen. Som et resultat af et afgørende håndslag mellem Mette Frederiksen og højrefløjssocialdemokraten Henrik Sass Larsen, og efterfølgende længere tids armlægning bag lukkede døre, er arvefølgen sikret.

For første gang i årtier kan et formandsskifte hos Socialdemokraterne blive gennemført uden store interne sværdslag. Ligesom overgangen mellem V-formændene Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i 2009 vil Socialdemokraterne forsøge at realisere et glidende tronskifte, hvor Frederiksen overtager nøglerne til Statsministeriet og posten som S-formand.

Viser rygtestrømmene om Thornings exit til Bruxelles sig at være grundløse, og at Thornings navn mest er blevet brugt som en brik i et avanceret europæisk magtspil, er det derimod status quo hos det største regeringsparti. Alt og intet kan således ske inden for den næste måned.

Én ting, der dog går igen hos Socialdemokraterne, er det markante stemningsskift, som har indfundet sig i det sene forår. For bare få måneder siden herskede der en udbredt fornemmelse af, at regeringen var færdig. At der var større sandsynlighed for, at Skåne igen blev en del af Danmark, end at regeringen blev genvalgt. Løftebruds-anklagerne og rækken af aflyste røde mærkesager havde gravet dybe grøfter mellem Thorning, finansminister Bjarne Corydon og store dele af S-baglandet. Det stærkt kritiserede Dong-aktiesalg til Goldman Sachs var dråben, der fik havet af røde frustrationer til at koge over.

Samtidig foregik der en magtkamp i S-toppen. Flere socialdemokrater fik en fornemmelse af, at Corydon forsøgte at køre sig i stilling som arvtager til Thorning, men da den højresocialdemokratiske kongemager Henrik Sass Larsen og baglands-darlingen Mette Frederiksen samtidig indgik en pagt på tværs af grupperingerne i den socialdemokratiske folketingsgruppe, blev arvefølgen støbt i granit. Det skabte i første omgang uro hos Thorning og Co. S-ledelsen var reelt splittet i to.

Frygtede et kup

Mistilliden mellem de fire i toppen af partiet var altoverskyggende. Enkelte frygtede et egentligt kup. Kilder tæt på regeringen fortæller, at kulden mellem de ledende skikkelser var så udtalt, at radikale ministre i de dage nøje overvejede, hvilke S-ministre de blev set sammen med på vej over Christiansborg Slotsplads af frygt for at bidrage til trakasserierne i det store regeringsparti.

Da uroen i baglandet kulminerede frem mod et afgørende baglandsmøde på Hotel Christiansminde i Svendborg i april, måtte Frederiksen og Sass Larsen træde til og hjælpe med at berolige de mest oprørslystne. Arvefølgen var sikret, så ingen i S-ledelsen havde interesse i et oprør.

Ro på bagsmækken

Siden da er der kommet mere ro på bagsmækken hos Socialdemokraterne, fortæller flere centrale S-kilder. Thorning og Corydon har bevaret hænderne på regeringens rat, men Frederiksen og Sass har førstefødselsretten til magten.

At Venstre samtidig ser ud til at have mistet en betragtelig del af opbakningen på grund af Lars Løkke Rasmussens bilagssager og det pludselige V-formandsopgør har medført en sjælden optimisme hos Socialdemokraterne. De kan næsten ikke tro på deres held, og flere tror nu pludselig på, at de kan genvinde valget. Der tegner sig særligt to scenarier for Socialdemokraterne i den kommende tid. Hvis Thorning fortsat er S-formand og statsminister, når Folketinget åbner efter sommerferien, går Socialdemokraterne formentlig til valg med Thorning som frontfigur. Så krydser partimedlemmerne fingre for, at Thorning trods tre problemfyldte år vil have større troværdighed i befolkningen end Lars Løkke Rasmussen. Taber Thorning valget uden fremgang for partiet, vil hun formentlig gå af og overlade formandsposten til Mette Frederiksen.

Scenarie nummer to er, at 36-årige Mette Frederiksen får overdraget regeringsleder-depechen inden for få uger. Det vil give mange af de nedslåede socialdemokrater forhåbninger om en mere venstreorienteret kurs, men de risikerer at blive slemt skuffede. For godt nok vil der ske forandringer med Mette Frederiksen ved roret, men alt tyder på, at den overordnede reformkurs vil fortsætte. Ifølge en stribe socialdemokratiske kilder vil Sass og Frederiksen have en bedre forståelse for den socialdemokratiske grundtone og således afstå fra de i S-baglandet så upopulære – af andre kaldt ’nødvendige’ – beslutninger såsom håndteringen af selskabsskattelettelsen og kontanthjælpsreformen.

Ursocialdemokrat

Flere S-folketingsmedlemmer beskriver Frederiksen som et af de få S-medlemmer, der stadig har noget ’ursocialdemokratisk’ over sig. Andre er mere tvivlende. En mindre gruppe socialdemokrater fortæller til Berlingske, at de føler sig usikre på, om Mette Frederiksen har den nødvendige stamina.

Bliver Mette Frederiksen statsminister, er der mere tvivl om finansministerposten. Flere peger på, at Frederiksen ikke har i sinde at gennemføre store revolutioner, og at hun for at kalde til samling mellem de socialdemokratiske fløje vil fastholde Bjarne Corydon på den centrale post.

- Hvis Mette Frederiksen tager over før valget, vil hun kun skifte minimalt ud på ministerholdet. Hun skal finde en ny beskæftigelsesminister, men Corydon bliver ikke fjernet fra Finansministeriet. Henrik Sass Larsen vil aldrig tage det fra ham. Sass er tilfreds med Erhvervsministeriet. Det er tilpas tilbagetrukkent, og han kan stadig være med i det centrale, siger en centralt placeret S-kilde.

Et klart signal

Andre argumenterer for, at Henrik Sass Larsen vil være den rette mand på posten.

- Jeg mener, at hun bør bytte rundt på Henrik Sass og Bjarne Corydon. Dermed vil hun sende et klart signal om, at der er kommet en ny, kompetent ledelse til, siger et socialdemokratisk folketingsmedlem.

Hvis kabalen bliver begrænset, skal hun først og fremmest finde en ny beskæftigelsesminister. Her kan Mette Frederiksen vælge at forfremme et folketingsmedlem eller mere sandsynligt forfremme en af de eksisterende ministre og således belønne et folketingsmedlem med en mindre attraktiv ministerpost.

Med en ny kvinde i Statsministeriet vil flere af de socialdemokratiske ministre opleve en ændring i det interne hierarki. Folk som Karen og Nick Hækkerup, Dan Jørgensen og Magnus Heunicke og til dels Carsten Hansen vil formentlig få større lydhørhed i Statsministeriet end tidligere, mens handels- og udviklingsminister Mogens Jensen til eksempel har en tættere relation til Thorning og ifølge flere S-kilder på sigt ikke skal føle sig sikker som partiets næstformand.

Et andet åbent spørgsmål er forsvarsminister Nicolai Wammens position i partiet. Den tidligere Aarhus-borgmester har formandsdrømme og har tidligere haft et relativt nært politisk forhold til Mette Frederiksen i kraft af deres tilhørsforhold i partiet. Men det er uvist, om Mette Frederiksen vil forfremme eller degradere ham, efter at Wammen tidligere forsøgte at indgå en alliance med Bjarne Corydon.

Wammen bliver også nævnt som en mulig ny EU-kommissær, når statsministeren inden længe skal udnævne afløseren for Connie Hedegaard i Bruxelles. Andre S-kilder peger på Nick Hækkerup, Mette Gjerskov, Morten Bødskov og Christine Antorini som folk, der kan være i spil.Hvis Thorning går, vil der efter alt at dømme også ske en udskiftning på spindoktorposten. Thornings rådgiver Noa Redington vil formentlig forlade Statsministeriet med Thorning, mens Mette Frederiksen ifølge flere socialdemokraters vurdering vil udnævne sin egen rådgiver, Martin Rossen, til chefrådgiver. Rossen opfattes som bundloyal over for sin minister, men flere socialdemokrater udtrykker bekymring over hans temperament.

Politisk håber flere socialdemokratiske gruppemedlemmer på en justering af de seneste tre års linje. De gør sig ingen illusioner om, at Frederiksen har store samfundsforandrende planer med sig i rygsækken, men drømmer om et mindre fokus på arbejdsudbud, en mere fleksibel budgetlov, hvor sanktionerne over for kommunerne falder mindre prompte, og om et stop for den ’afpolitisering’, som flere af dem har oplevet under Thorning. Det skal være slut med følelsen af embedsvælde og al snak om nødvendighedens politik, lyder det fra flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer. Men de risikerer at blive slemt skuffede.

Uanset om Thorning eller Frederiksen står ved roret ved næste valg, mener folketingsmedlem Bjarne Laustsen, at Socialdemokraterne bør blive bedre til at fortælle om deres politik – både det som er gået godt og mindre godt.

- Jeg synes, vi i første omgang skal fortælle vælgerne, hvordan perioden med regeringsmagten er gået, og der er altså et par steder, hvor jeg gerne ville have gjort det anderledes set i bagklogskabens ulideligt klare lys. Der er selvfølgelig DONG-sagen og offentlighedsloven. Jeg synes ikke, vi havde de rigtige svar i de to sager, og her førte vi ikke ligefrem kernesocialdemokratisk politik. Det er vigtigt, at vi som parti og folketingsmedlemmer er åbne og ærlige om det, siger Bjarne Laustsen.

Det er nok tvivlsomt, om S-toppen vil gå bodsgang inden næste valg, men lige meget om Thorning eller Frederiksen er formand, satser partiet stærkt på et valg, hvor velfærden bliver omdrejningspunktet. Efter en årrække med reformer og tilbageholdenhed, er det forventningen, at regeringen vil finde gaveposen frem i forbindelse med efterårets udspil til næste års finanslov. Her regner flere socialdemokrater for eksempel med, at man vil pille ved loftet over fradraget på fagforeningskontingentet til glæde for vennerne i fagbevægelsen.

Samtidig ser Socialdemokraterne fronten til Venstres nulvækstpolitik på de offentlige finanser som en brugbar kant. Frem mod 2020 mener regeringen at have et råderum i omegnen af små 22 millarder kroner. Ifølge flere socialdemokratiske kilder vil partiet op til valget sætte kød og blod på mange af milliarderne og fordele dem på centrale velfærdsområder, som for eksempel sundhed og ældre.

En mere øm tå for regeringen kan blive udlændingepolitikken, hvor Venstre og Dansk Folkeparti i sensommeren vil forsøge at presse Socialdemokraterne med nye stramninger på området. S- og R-ledelsen har en intern forståelse om hverken at slække på eller stramme udlændingepolitikken markant, men den interne debat om særligt 24-års-reglen hos de Radikale risikerer at sløre billedet. Det store ubekendte spørgsmål er, hvor stor klangbunden for nye udlændingestramninger er i befolkningen tæt på næste valg?

Fremadrettet beder Socialdemokraterne til konjunkturguderne om, at særligt forbrugertilliden og beskæftigelsen fortsætter sin opadgående kurve, så regeringen kan vifte med afgørende nøgletal, når de under valget vil propagandere, at den har ’bragt Danmark ud af krisen’.

Inden det kommer så vidt, kræver en bred vifte af socialdemokrater imidlertid, at partiet tager livtag med det omdiskuterede dagpengesystem. Selv om emnet har været skrinlagt, siden regeringen præsenterede tanken om en dagpengekommission, mener flere socialdemokrater, at der er behov for mere grundlæggende ændringer af systemet end de såkaldte akutpakker, udsættelser og øvrige plastre, som regeringen har tilføjet dagpengesystemet. Flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer og repræsentanter fra ministerholdet mener, at regeringen vil have langt større chance for at vinde et valg, hvis man gør det nemmere at genoptjene retten til dagpenge.

- Jeg håber mest af alt på, at vi får lavet en dagpengereform inden valget, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal der i det mindste sendes nogle meget klare signaler om, hvad vi vil gøre med dagpengene. Men det giver mest tryghed, hvis vi får det gjort på denne side af valget, siger by- og boligordfører Jan Johansen.

Uanset om dagpengesystemet forbliver uberørt eller ej, kan valgtidspunktet blive afgørende for udfaldet. Hos S-ledelsen overvejer man flere mulige »nedkastningszoner«. Forhandlingerne om finansloven til efteråret anses som første mulighed, men flere topsocialdemokrater hælder til at vente, da økonomien formentlig kun bliver bedre i 2015. De peger samtidig på, at tanken om at udskrive et valg på et manglende flertal for regeringens politik ikke er fængende. Derfor argumenterer mange centrale S-folk for en lang, opslidende valgkamp med valgudskrivelse engang efter nytår eller til foråret.

Hvem, der sikrer sig de socialdemokratiske mandater, afhænger selvfølgelig af stemmerne på valgdagen, men meget tyder på, at flere storkredse kan blive rene interne slagmarker. I København kæmper den fremadstormende Peter Hummelgaard Thomsen med både Karen Hækkerup, Helle Thorning-Schmidt, EU-ordfører Mette Reissmann og politisk ordfører på Københavns Rådhus Yildiz Akdogan. Derudover udfordrer de tidligere SFere Astrid Krag, Jesper Petersen og Mattias Tesfaye flere af de ældre socialdemokrater rundt omkring i landet.

Det ligner en gyser for Socialdemokraterne, ligesom kun de allerfærreste i skrivende stund ved, hvem der skal føre den socialdemokratiske drejebog ud i livet.