Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er mandag, men vækkeuret ringer ikke. Det er fridag.
Sådan bliver virkeligheden efter sommerferien for elever på Aalborg Katedralskole.
Gymnasiet har udvalgt seks uger på året, hvor man indfører firedages arbejdsuge.
Det nye tiltag gælder ikke kun for eleverne. Lærerne kan selv vælge, om de vil arbejde på dagen. Skolen holder lukket.
Tiltaget er et forsøg på at dæmme op for trætheden hos både elever og lærere.
Rektor Christian Nielsen Warming har fået ideen til det nye tiltag, fortæller han til Berlingske.
»Jeg så en artikel om firedages arbejdsuge for de ansatte på jobcentret i Esbjerg, og så diskuterede vi, om vi kunne gøre noget lignende. Vi kunne ikke gøre det samme, men vi kunne komme et stykke ad vejen,« siger han.
I disse år er det til debat, om elever i eksempelvis skoler i København og Gentofte skal have lov til at møde senere i skole end normalt. Desuden har nogle virksomheder indført firedages arbejdsuge.
Men tiltaget har en pris: Man forkorter til gengæld sommerferien og juleferien med sammenlagt seks dage.
Rektorens oprindelige forslag var stort. At man kunne holde 14 mandage fri om året. Men dette faldt ikke i god jord hos eleverne, som protesterede over at skulle vinke farvel til påskefridage og 3. januar som fridag.
Lærerne kan tage til Paris, hvis de vil
»Baggrunden er, at nogle elever føler sig stressede og pressede. Så det her er en mulighed for at komme eleverne i møde. Det er hovedårsagen,« siger Christian Warming:
»Jeg tror, at det vil give noget mere ro i dagligdagen for lærere og elever. Så man har mulighed for at puste ud og få lidt luft.«
Rektoren fortæller, at skolen har forholdsvist frie rammer for at flytte rundt på fridage. I lovgivningen er et krav om, at gymnasieeleverne skal have 2.600 timer på tre år. Men skolen kan i princippet fjerne skoledage, men på grund af timetalskravet går det alligevel ikke, lyder det.
»Vi kan nok ikke forlænge skoledage, fordi eleverne typisk er her fra 8.15 til 15.15, og længere kan vi nok ikke gå uden at tage livet af dem,« siger Christian Warming.
At valget faldt på mandagene skyldes, at eleverne typisk har mange aktiviteter sidst på ugen, forklarer Christian Warming.
Lærerne har frit valg, om de vil tage en arbejdsdag.
»Skolen er lukket. Men har man en bunke stile, så kan man vælge at rette dem. Eller tage til Paris, hvis man har lyst til det.«
Lærerne vil ikke blive afkrævet at indberette deres valg mellem fridag og arbejdsdag til skolens ledelse, oplyser rektoren.
Har du selv tænkt dig at arbejde de pågældende dage?
»Det har jeg ikke taget stilling til. Men som leder er det lidt noget andet, fordi man skal stå til rådighed.«
Kunne der opstå et problem på en af de her mandage, hvor du har behov for at kontakte en lærer?
»Der vil jeg undlade at ringe til dem. For ellers ødelægger vi systemet. Men problemet skal nok opstå.«
Men det kunne jo være, at læreren faktisk havde valgt at arbejde den pågældende dag?
»Ja. Og her skal vi have noget erfaring med, hvordan det virker. Vi ved det jo reelt ikke.«