Gurli Gris drikker afløbsrens og spiser sin far: Nu vil Youtube og Google slå hårdt ned på »upassende« børnefilm

YouTube og dets ejer Google stilles nu til ansvar for, at alt for mange film på de særlige børnekanaler har et voldeligt, seksuelt eller generelt forstyrret indhold.

Den falske Gurli Gris kommer på YouTube ud for ting, som ikke er for børn. Foto: YouTube Fold sammen
Læs mere

Dit barn sidder med iPaden på bagsædet og ser en tegnefilm på den børnevenlige del af YouTube, mens du koncentrerer dig om kørslen. Pludselig begynder barnet at græde i vilden sky. Gurli Gris har drukket afløbsrens, spiser sin egen far eller får en tand trukket ud uden bedøvelse. Det kan også være Elsa fra »Frozen«, der bliver kørt over af en lastbil. Hundene fra PAW Patrol er på stripklub. Spiderman tisser på Disney-prinsessen Rapunzel. Tomas Tog er fanget i et brændende hus. Minnie Mouse klipper øret af Mickey ...

Eksemplerne er mange på børnevideoer, der ligner den ægte vare med de trygge og velkendte figurer. Men så tager historien en mildt sagt foruroligende drejning, ofte med vold og sex involveret.

Under navnet #Elsagate har skandalen rullet mod YouTube og dets ejer, Google. Forældre vil stille streamingvirksomheden til ansvar for de traumatiserende børnevideoer.

For problemet er, at videoerne ikke bare ligger ude i internettets bundløse afgrund af bizart indhold, hvor alle vel efterhånden har lært, at et uforsigtigt klik kan føre til dårlig nattesøvn, også for voksne.

Børnefilmene med de aparte volds- og sexscener er lukket inden for i særlige børne- kanaler på YouTube, hvor vi som forældre forventer trygt at kunne lade poden se en film eller to, mens vi får dagens øvrige gøremål fra hånden.

Derfor er YouTube og Google blevet voldsomt kritiseret for ikke at holde bedre kontrol med indholdet, og nu lover selskaberne, at man vil slå hårdt ned på »upassende misbrug« af børnefilmskaraktererne. Fremover vil børnefilmene være børneegnede hele vejen igennem.

Og her opstår så det næste problem. Udbyderne af de bizarre videoer lægger dem tilsyneladende ikke på i børnekanalerne alene for sjov eller for chokeffekten. Nogle mener, at der ligger skumle hensigter bag. Hovedparten af de falske børnevideoer kommer således fra Rusland, og det ses ikke som garanti for en sund samfundsudvikling.

Annonceindtægterne på børnekanalerne på YouTube er dog langt større end på den mere åbne del, så måske handler det bare om profit. Under alle omstændigheder er der et stort pres for at komme igennem filteret – og Google og YouTube har sat algoritmer til at filtrere børnefilm. Ikke rigtige mennesker, som er langsommere, dyrere og i det hele taget mere besværlige.

Men det kræver åbenbart et rigtigt menneske at gennemskue, at en film med stikordene »LEVENDE BEGRAVET Udendørs Legeplads Finger Familie Sang Animation Oplysende Læring Video« faktisk ikke lyder særligt børnevenlig.

Og derfor har vi nu også fået børne-TVs udgave af fake news, hvor medieforbrugerne overlader til algoritmerne og IT-giganterne at være filter og garant for, hvad vi bør se, og hvad vi kan stole på. Bare med Gurli Gris i stedet for Donald Trump.