Kaffen damper fra det blomstrede krus på bordet.
Gunvor Bjerre har taget hovedtelefonerne på, klar til dagens freelance-arbejde. Hun er 75 år og pensioneret journalist efter mange års fastansættelse i DR’s børne- og ungdomsafdeling.
De fleste af hendes naboer i Kartoffelrækkerne er også journalister, siger hun. Eller arkitekter og skuespillere. Velhavere fra den kreative klasse.
Rare mennesker, men mennesker, som alle ligner hinanden på den ene eller anden måde.
»Vi bor jo i en ghetto her,« siger Gunvor Bjerre og fortsætter:
»Når vi holder generalforsamling, har jeg det simpelthen dårligt med at sidde sammen med så mange af min egen slags. Jeg kan ikke holde det ud. Så ser man pludselig ned ad sig selv.«
En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at opdelingen mellem rige og fattige kvarterer i Danmark er taget til siden krisen.
Det gælder især København, hvor indkomsterne i de ti rigeste sogne i gennemsnit er steget med 25-30 procent fra 2009 til 2016. Til sammenligning har halvdelen af de ti fattigste sogne i hovedstaden i samme periode haft en fremgang i indkomsterne på under fem procent.
»Velhaverkvarterene« ligger alle i Indre by, på Østerbro og Frederiksberg, mens ni af de ti fattigste sogne ligger i Nordvest, Brønshøj og på Nørrebro.
Gunvor Bjerre har boet i sit hus i Kartoffelrækkerne siden 1975.
Hun har oplevet kvarterets klientel udvikle sig fra resterne af den arbejderklasse, som oprindeligt flyttede ind i Kartoffelrækkerne, til en miniby af velstillede københavnere.
Fra den trygge rede, hvor man næsten kan mærke brisen fra Søerne for enden ad gaden, er Gunvor Bjerre godt kapslet inde fra menneskemylder og trafiklarm.
Fattigdom og bandekrig er skiftet ud med madklubber og gadefester.
Og selv om Gunvor Bjerre holder meget af hele miljøet i sit kvarter, ulmer det altid i bevidstheden, at hun er mere privilegeret end mange andre københavnere.
»Der er jo ingen ballade her. Og der bliver gjort rigtig meget for, at vores kvarter skal være ordenligt i form af renholdelse, både af beboerne selv, men også fra kommunens side,« siger hun.
Gunvor Bjerre fortæller om en episode i Kartoffelrækkerne, hvor skraldespandene var blevet overfyldte.
Efter et opkald til kommunen gik der kun fjorten dage, så blev skraldespandene tømt to gange ugentligt i stedet for én.
»Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men det tror jeg ikke sker på Nørrebro.«
Fællesspisning, et godt nabomiljø og hyppig tømning af skraldespandene er ikke det eneste, der gør Gunvor Bjerre bevidst om at bo i den rige del af København.
»Jeg oplever en manglende solidaritet og ser, at der bliver puklet på dem, der er mindre godt stillede. Jeg har haft tæt kontakt med en indvandrerpige, som var på invalidepension og alene med tre børn. Og jeg så, hvor meget bare 100 kroner i budgettet kan betyde for at få hverdagen til at hænge sammen,« siger Gunvor Bjerre.
Nogle børn vokser op i reel fattigdom i dagens Danmark og får ikke en chance for at uddanne sig, mener hun. Der er ved at blive skabt tydelige over- og underklasser, som hun, i sit lange liv, ikke før har oplevet.
»Jeg synes, det er forfærdeligt. Og jeg ser bare skellet blive større og større,« siger Gunvor Bjerre og henviser til Grundtvigs sang fra 1820 om et Danmark, hvor »få har for meget og færre for lidt«.
Teksten beskriver fint den lighed, hun oplever er ved at forsvinde.