Guldalderens dronning og muse

Med sin lyslevende kvindehistorie »Sophies hjerte« om Sophie Ørsted er Bodil Wamberg på litteraturhistorisk hjemmebane igen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Biografi

Som søster til digteren Adam Oehlenschläger, hustru til juristen Anders Sandøe Ørsted og muse for Jens Baggesen og F. C. Sibbern er Sophie Ørsted (1782-1818) mest kendt på anden hånd. Som heltinde konkurrerer hun stærkt med skurken Jens Baggesen om rollen som hovedperson i Bodil Wambergs velskrevne, engagerede og herligt indignerede biografiske beretning om en begavet kvinde, der med svogeren H.C. Ørsteds ord besad en ikke ganske tilfredsstillet trang til noget højere.

Men den delte hovedrolle gør ikke historien ringere, al den stund romantikkens kvindesyn fortsat er leveringsdygtig i nye tvivlsomme heltinder, der snubler i den ensidige kærlighedspagt mellem manden, der alene søger kvinden som afsæt for egen vækst, og kvinden der alt for sent opdager, at kærligheden var et middel og ikke et mål i sig selv.

Hvis ikke Jens Baggesen efter udgivelsen af »Sophies hjerte« er en død mand i dansk litteratur, og hvis ikke Aage Henriksen-skolens højt besungne »åndelige vej« til kunsten herefter er at ligne med en vingeskudt fugl, så er det ikke Bodil Wambergs skyld. For »Sophies hjerte« er et frontalt opgør med tanken om det seksuelle afkald som vejen til den rigtig fine og åndelige kunst. Falder slagene sine steder under bæltestedet? Den charmerende, dæmoniske digter, der søger lidelsen i nydelsen, tager sig i hvert fald sjældent ynkelig ud. Enkelte passager i hovedværket »Labyrinten« undtaget, frakendes Baggesen litterær betydning.

Som menneske derimod er der ingen pardon. For det er denne usle, sølle snylter med et eftermæle som »en kamæleon, en ballon, en psykopat og en charlatan«, det lykkes at forføre en af guldalderens københavnske dronninger, den kyske Sophie Ørsted, der lever jomfrueligt uberørt i det platoniske ægteskab med »assebarnet«, »den lille Kristus«, den praktisk hjælpeløse, depressivt anlagte, men fagligt geniale ægtemand, Anders Sandøe Ørsted. Efter en barndom som vidne til moderens lidelser lå det Sophie i blodet at hjælpe de hjælpeløse. Blot undervurderede hun det stærkt erotiske i sit eget væsen. Heri lå Sophies store illusion.

Ægtemand og bejler

Som erotisk midtpunkt trækker hun kulturens og videnskabens mænd til sig. Og som kvinde uden adgang til formaliseret uddannelse har hun stærkt brug for dem som samtalepartnere og åndelige vejledere. Som Kamma Rahbek var midtpunkt i Bakkehuset, er Sophie Ørsted det kvindelige midtpunkt i indre København, først i lejligheden ved Amagertorv og fra 1805 i en lejlighed i Vestergade, hvor den københavnske intelligentsia mødtes og holdt til. Det var her, broderen Adam læste »Digte 1803« og »Aladdin« op for første gang, og da han tog ud på sin store dannelsesrejse 1805-1809 samlede søsteren kredsen til oplæsning i hans fravær. De europæiske forbilleder var Schiller, Tieck og Novalis, og over dem lyste den store Goethe som Sophies ideal og læremester.

Romantikken tro har Sophie både ægtemand og beundrende, lidende bejlere i sin nærhed. Ægteskabet igennem afløser den ene trekant således den anden med Jens Baggesen som den fatale undtagelse, der knuser Sophies hjerte. Det udløser almindelig forargelse, at Sophie åbenlyst med ægtemanden som bagtrop spadserer rundt i byen med først den ene mand og så den næste ved armen, men helt galt går det først, da Jens Baggesen flytter ind hos ægteparret. Som Sophies åndelige elsker, med ægtemanden som tilskuer og Baggesens egen kone og søn trygt parkeret i udlandet flyder inspirationens kilde frit, de syv måneder opholdet varer. Under disse specielle omstændigheder kan Baggesen skrive, og Sophie tror sig elsket. De lover hinanden evig troskab før hans afrejse, men ude af øje er hun ude af sind, og på sine breve får hun ikke svar. Hun var en digterisk inspiration, omskabt til en litterær inkarnation. Mennesket Sophie derimod interesserer ham ikke.

Forhadt og foragtet

Det blev ikke tilgivet, og da han fire år senere vender tilbage fra udlandet, afviser hun ham såret i sit inderste. Til sidst lægger han sig ud med hele klanen af »Oehlenschlägere, Ørsteder og Rahbekker« i en årelang litterær fejde, der gjorde ham almindeligt forhadt og foragtet i det københavnske kulturmiljø.

Sophie Ørsted glemte ham ikke, men mistede glæden og døde tidligt af kræft som 36-årig. F.C. Sibbern blev hendes sidste tilbeder. Det er Sophie, der er inspirationen til hans læseværdige »Gabrielis breve«, nærmeste danske pendant til Goethes »Den unge Werthers lidelser«.

Bodil Wambergs 200 år gamle historie om Sophie Ørsted gør litteraturhistorien lyslevende, kvindehistorien aktuel og danmarkshistorien nærværende. Det er godt gået, Wamberg.Bodil Wamberg: Sophies hjerte. En biografisk beretning om Sophie Ørsted. 204 sider, kr. 269. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.