Guide: Her kan du se VM-finalen på storskærm

I dag kulminerer VM med finalebraget mellem Frankrig og Kroatien. Men hvor går man hen, hvis fjernsynet er lige småt nok til en så stor finale? Berlingske har samlet en guide til københavnske storskærmsarrangementer.

Foto: Philip Davali

Efter 63 kampe lakker det mod enden, og der er en enkelt kamp tilbage ved VM: Finalebraget mellem Frankrig og Kroatien.

Københavnerne har flere muligheder for at nyde de sidste driblinger, mål og VAR-domme i godt selskab og stort format.

Tivoli

Den gamle have i København viser finalen på en 32 kvadratmeter stor skærm.

Tivoli udsteder 6000 gratis billetter, der kan dowloades fra hjemmesiden her ud fra først-til-mølle-princippet. Der er kampstart klokken 17, billetterne giver indgang fra klokken 15. Fodboldfesten er også åben for betalende gæster med entrébillet eller årskort.

Rådhuspladsen

DBU viser finalekampen på storskærm midt på Rådhuspladsen, hvor deres storskærmstour afsluttes.

Ud over en forhåbentlig underholdende kamp vil der være gratis fodboldaktiviteter for alle aldre på pladsen. Blandt andet finalen i turneringen »VM i straffe«.

Hafniahallen

Hafniahallen i Valby har vist en solid portion af VM-kampene, og finalen bliver ingen undtagelse.

Der er en 261 tommer skærm og grønt græs at slænge sig på, mens spillerne på skærmen sveder. Desuden er der grill på terassen, så det er muligt at få en stadionplatte til at dulme nerverne.

Absalon

Absalon inviterer de fodboldglade til »Bold og bajer« i kirkerummet på Sønder Boulevard.

Der er fritter og hot dogs i baren og garanti for en god gratis fodboldoplevelse.

Bakken

Tivoli er ikke det eneste sted med rutsjebaner, der har fodboldfinale på søndagsprogrammet:

Bakken stiller en storskærm foran Friluftsscenen og inviterer til gratis fodboldfest i verdens ældste forlystelsespark.