Guide: Gode råd, hvis du udsættes for sexafpresning

Sexafpresning rammer alle slags danskere. Her er, hvad du skal gøre, hvis du bliver afpresset.

Billede 1
Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Omfanget af sexafpresning, der er kendt som sextortion, stiger.

Det er en digital kriminalitetsform, hvor bagmændene påstår at have seksuelt materiale og truer offeret med, at de offentliggør det, hvis ikke man betaler eller sender flere billeder.

Der findes to typer sexafpresning.

Massemails

En metode er, når en bagmand sender massevis af mails til tilfældige danskere. Bagmanden påstår ofte at have hacket offerets computer og filmet en onanivideo gennem computerens webcam.

Bagmanden besidder ikke materialet, men kan forsøge at overbevise offeret om, at det er sandt ved at oplyse en adgangskode, som offeret enten har brugt eller bruger.

I realiteten stammer adgangskoden fra et læk fra databaser, hvilket blandt andet er sket for Linkedin og Yahoo. Afpresserne kræver, at offeret overfører penge - ellers vil den opdigtede video blive offentliggjort.

Her er fem råd, hvis du får en masseafpresningsmail eller vil minimere risikoen for det:

  1. Svar ikke på mailen.
  2. Lad være med at betale noget.
  3. Skift kodeord regelmæssigt.
  4. Lad være med at bruge det samme kodeord på flere hjemmesider.
  5. Tjek eventuelt om din mailadresse eller dit kodeord er blevet lækket på blandt andet www.haveibeenpwned.com.

Reel sexafpresning

En anden metode er, når en bagmand tager kontakt til et offer på sociale medier. Enten har bagmanden allerede nøgenbilleder af offeret, ellers får bagmanden offeret til at sende seksuelt materiale.

Det kan foregå på sociale medier som Snapchat, Instagram, Facebook og Chatroulette. Bagmanden kræver, at offeret overfører penge eller sender flere seksuelle billeder - ellers vil materialet blive offentliggjort.

Her er seks råd, hvis du udsættes for reel sexafpresning:

  1. Stop kommunikationen.
  2. Lad være med at dele mere.
  3. Lad være med at betale noget.
  4. Dokumenter hændelsen med skærmbilleder og gemte beskeder.
  5. Få hjælp og tal med nogen om det.
  6. Anmeld forbrydelsen til politiet.

Kilder: Det Kriminalpræventive Råd, Center for Cybersikkerhed og Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3)