12.00
Vi checker ind på hotel »Jurys Inn«, som ligger centralt i den gamle bydel kun få minutter fra lufthavnsbussens endestation og Waverley Station, som i øvrigt er verdens eneste station, der er opkaldt efter en roman (»Waverley Novels« af Sir Walter Scott).
12.30
Fra hotellet kan vi snuppe en af de stejle, trappebrede gyder, »close«, hedder de på skotsk, som fører op til det højdedrag, som slottet og den gamle bydel blev bygget på.
Et halvt minut og et par trapper efter står vi på »The Royal Mile«. Gaden starter ud med at hedde Canongate og huser bl.a. Palace of Holyrood (som er der dronning Elizabeth bor, når hun er i byen) og de nye parlamentsbygninger fra 2004.
Herfra går det i bogstaveligste forstand opad, og gaden bliver til High Steet, Lawn Market og til sidst Castle Hill for at ende ved Edinburgh Castle.
Det er byens turistcentrum, med alt hvad der hører til af restauranter, pubber og forretninger, som sælger souvenirs, whisky og kilte, tørklæder, kasketter og alverdens andre ting i forskellige klantern. Vi vil lige en tur op til det gamle slot og høre kanonslaget fra »The One O’Clock Gun«. Det, som i sin tid var en tidsangivelse for sejlskibene i Firth og Forth, er nu en daglig, undtagen søndag, fornøjelse for turisterne.
13.30
Vi bliver uden for selve slottet. Det koster 16 pund at komme ind, og den entré kan vi ikke udnytte rigtigt med den tid, vi har til rådighed. I stedet går vi ned fra Old Town, og slentrer gennem parken Princes Street Garden til New Town med den stringente geometriske byplan: Tre brede gennemgående gader og to smalle.
Først Princes Street mod parken med dens lange række af forretninger, kæder og stormagasiner. Her ligger bl.a. stormagasinet Jennins fra 1838.
Parallelt med ligger den smalle brostensbelagte Rose Street, en forlystelsesgade med barer, pubber og restauranter.
Derefter George Street, som oprindelig var tænkt som handelsgade, og som nu er ved at komme efter det.
Næste gade på tværs har tre navne, Young Street, Hill Street og Thistle Street - som er vores mål. Her ligger mindre og sjove forretninger, som vi vil ose i. Blandt andre »Kakao by K« ejet af danske Karina med tøj efter skandinavisk smag, samt danske mærker.
Vi kigger ind og ser, at prisniveauet matcher det danske. Naboforretningen er »OMH Therapies«, som reklamerer med »A Coffee Break Massage – ryg, nakke og skuldre – for ti pund. Det er fristende, men sulten vinder.
14.15
Restauranten »Fishers in the City« ligger bekvemt i samme gade. Den er indrettet moderne og rustikt i et tidligere varehus. Der er bar lige inden for døren, og det mørke trægulv er i tre niveauer med borde. Der er faste menuer og a’la carte, naturligvis fiske- og skaldyrsretter. Restauranten er især kendt for hummer og muslinger, men vi vil spise ærke-britisk og bestiller Fish and Chips.
Vi kan vælge mellem Scottish Coley, eller Haddock, og må have set noget forvirrede ud, for tjeneren fortæller uopfordret, at de fleste tager Haddock, kuller, så det gør vi også. Og den dukker op i lange tynde fritterede fileter, rygende varme, sprøde og ikke spor olie-fedtede. Under den ligger store pommes frites, håndskårne, påstår menukortet, og en lille skål tartarsauce. Sådan kan den britiske nationalret også være, men prisen pr. portion følger med: 13 pund.
16.15
På vejen hjem kigger vi indenfor i Scottish National Gallery, den del med de faste udstillinger på The Mound, mens den moderne kunst er samlet i museet på Belford Road syd for Dean. Der er shuttlebus mellem de to museer, men det må blive en anden gang.
Vi nyder de smukke gamle udstillingslokaler med flot renæssancekunst og en kunstner på Academy og Realist Art, som er ved at male et særdeles virkelighedstro portræt efter et af de udstillede portrætter. På etagen ovenover er der en lille afdeling med værker fra 18. og 19. århundrede og impressionister. Heroppe møder vi et dansk islæt i form af to små malerier af Christen Købke, et af Frits Guldbrandsen og et af Emilius Ditlev Bærentzen.
18.45
På vej til restauranten går vi ad »The Royal Mile«, hvor guiderne til »Free Ghost Tour« (der forventes dog en »frivillig« donation bagefter) er ved at kapre kunder til den første af aftenens to rundture gennem byens gader og frygtelige fortid, hvor de vil berette om virkelige hændelser, mord og mishandlinger og fortælle spøgelseshistorier.
Vi fortsætter imidlertid til »Maison Bleue«, der ligger på vej ned mod Grassmarket. Vi har fået dens fransk-skotske fusionskøkken anbefalet. Og »bleue« er den i sandhed. Huset i rækken i den svingende gade er malet lysende køkkenblåt. Indendøre er indretningen et nyt-gammelt miks. Moderne borde og stole i lokaler med mørke vægge, store gamle malerier og stuk i loftet. Maden er ganske rigtig god, ikke så store portioner og smukt serveret.
Prisniveau ligger i den lidt højere ende. En hovedret og et glas vin koster typisk 20-25 pund.
21.15
Mætte går vi omkring på Grassmarket. I middelalderen var det her, den offentlige hængning foregik, nu er det et noget mere muntert mødested.
Om sommeren er der fyldt på pladsen med udendørs servering. Nu foregår det meste indendørs, og her er nattelivet så småt ved at vågne op med levende musik på pubberne. I Victoria Street ligger de store etablissementer, som f.eks. Irish Pub, der har åbent næsten hele natten. Det har vi ikke øjne til, så vi vælger en mindre udgave, »Biddy Mulligans«, hvor vi nyder en pint og lidt musik.
23.00
På hjemvejen beslutter vi at gå en lille omvej for lige at gnide Bobbys snude.
Greyfriars Bobby er verdens mest trofaste hund, eller en af de mest trofaste i det mindste. Da dens herre, politibetjent John Gray, døde og blev begravet på Greyfriars kirkegård, flyttede Bobby ind på graven og tilbragte de følgende 14 år der.
Bobby døde 16 år gammel i januar 1872, men gejstligheden ville ikke give tilladelse til, at han kom i jorden på sin herres grav. I stedet begravede man ham så tæt som muligt lige inden for kirkegårdslågen.
I dag har Bobby fået en flunkende ny gravsten rejst af en skotsk hundeorganisation, og statuen af ham står foran en pub, som forretningsmæssigt klogt har taget navn efter hunden.
Det var i øvrigt en amerikansk dame, der blev så rørt over historien om den lille Skye Terrier, at hun skænkede den livagtige statue, som nu har en blank gylden snude, fordi alle turisterne lige skal lige gnide den. Det er en god historie.
Fra Bobby går vi op af George IVs Bridge, hvor vi passerer »The Elephant House«, som stadig reklamerer med, at »her blev Harry Potter skabt«, og det blev en anden god historie.
7.00
Solen skinner, og indbyder til morgenmotion i form af en frisk vandretur ud i den vilde natur. Det kan man nemlig midt i Edinburgh, og fra hotellet er det lige om hjørnet. Ned ad Milen mod kongeslottet. For enden på højre hånd ligger den nye parlamentsbygning, hvor vi lige læser et par af de bevingede ord, som muren ud mod Milen er udsmykket med.
Ikke engang et kvarter efter krydser vi Queen’s Drive, og begiver os op ad den stejle »Radical Road«, der er en bred sti, som en flok arbejdsløse vævere fra Vestskotland anlagde i 1820. De var noget radikale i deres politiske opfattelse, mente byens borgere, og så kom stien til at hedde sådan.
Stejlt går det op - og op - og op. Vi forsøger at regne os frem til hvor højt: omkring 122 meter, er vi enige om, før man er under den 46 meter næsten lodrette klippe, Salisbury Crags. Herfra er der en flot udsigt over byen og slottet, som troner på kraterkanten efter den vulkan, som engang i tidernes morgen lå her.
Holyroods højeste punkt, Arthurs Seat, ligger midt i området og er 251 til 280 meter over havet, alt efter hvor man læser om det. Det er den modsatte kraterkant. Vi går nedad igen og beundrer, hvordan parlamentet synes at hive den vilde natur tæt ind til sig. Sådan ser det ud oppefra med de græsklædte tage på de lave bygninger i komplekset.
8.45
Vi spiser morgenmad i »Edinburgh Larder« - en lille café, som selv bager sit brød og – siges det – forrygende scones. Der er også yoghurt med hjemmelavet müsli. Vi bliver ikke skuffede.
10.00
Vi går lidt op ad »The Mile« og ser et skilt med Writers Museum. Naturligvis må verdens første litteraturby – Edinburgh fik titlen af UNESCO i 2004 – have et sådan.
Museet er indrettet i et smukt gammelt hus, Lady Stair’s House, og er tilegnet byens tre store digtere: Sir Walter Scott (Ivanhoe), Robert Louis Stevenson (Skatteøen) og ikke mindst nationaldigteren Robert Burns, som skrev digte og især sange som »A Red, Red Rose«, »My Highland Lassie« og »The Battle of Sherramuir«.
Et besøg på museet er hurtigt overstået - det er ikke ret stort - men der er en fin atmosfære og gratis adgang. Og minder om, at Edinburgh er mere end shopping og restauranter, byen er en historisk litteraturby og hvert år er der store litterære begivenheder i byen. I august er der »International Book Festival« og i oktober-november er der »Scottish International Storytelling Festival« med masser af aktiviteter og telte i Princes Gardens, hvor man kan vælge og vrage mellem gode historier.