Gruppesammenstød udløste formentlig skyderi i Field’s - flere anholdte

Tre personer er onsdag middag kvæstet af skud og knivstik i shoppingcenteret Field’s på Amager, hvor to grupperinger stødte sammen. Tre personer er anholdt, mens flere er tilbageholdt i centret, melder politiet.

Politiet ved Field's onsdag middag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Weng
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politiets efterforskning af skudepisoden i shoppingcenteret Field’s onsdag ved middagstid, hvor tre personer blev såret, tyder indtil videre på, at skyderiet skete som følge af sammenstød mellem to grupper.

Det siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Lau Thygesen til Berlingske Nyhedsbureau onsdag eftermiddag.

»Det tyder på, at der er to grupperinger, som har haft en uoverensstemmelse - måske noget fra en tidligere kontrovers,« forklarer vicepolitiinspektøren, som dog er sparsom med oplysninger i sagen.

Skyderiet fandt sted kort før klokken 12, hvor der blev afgivet flere skud ved Field’s og efterfølgende et ukendt antal skud i centerets parkeringskælder. I sammenstødet blev der også stukket med kniv, og i alt blev tre personer såret af både skud og knivstik. En person blev ramt i ryggen, en anden i maven og en tredje i armen, informerer Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har anholdt tre personer og tilbageholdt flere i centeret.

»Vi har ikke status på, hvor mange det er, og hvor mange af dem, der rent faktisk har været en del af det endnu,« siger Lau Thygesen og understreger:

»Jeg kan sige, at tre er anholdt, men hvor mange der er tilbageholdt, det vil jeg være tilbageholdende med. Det udvikler sig hele tiden i forhold til, hvordan der bliver arbejdet derude.«

Politiet er kort inden klokken 15 stadigt massiv til stede i centeret, og vicepolitiinspektøren forventer at have et større overblik over situationen og skudepisoden inden for et par timer.