Gruppering vil mindes dræbt iransk general på Rådhuspladsen: »Kom og tænd et lys«

En gruppe personer vil mindes den dræbte iranske general Qassem Soleimani og andre dræbte i USAs angreb som martyrer på Rådhuspladsen søndag aften. Der er allerede varslet moddemonstrationer.

 

Den iranske general Qassem Soleimani, som fredag d. 3. januar blev likvideret af USA i et droneangreb, har orkestreret militæroffensiver, henrettelser og undertrykkelser af demonstrerende befolkninger.

Nu har en gruppe personer varslet, at de vil mindes den kontroversielle general som en martyr på Rådshuspladsen i København søndag aften klokken 18.

I Facebook-begivenheden omtaler arrangørerne begivenheden som en mindehøjtidelighed og likvideringen af general Soleimani som et terrorangreb.

»Kom og tænd et lys for ofrene af terrorangrebet,« lyder opfordringen i teksten, hvor general Soleimani og de andre dræbte i angrebet betegnes som martyrer.

»Fredag d. 3 januar 2020. En dato vi for altid vil huske. Den dag stod vi nemlig op til nyheden om, at to højtstående personer samt flere respektive martyrer blev dræbt,« lyder det fra arrangørerne.

Ud over likvideringen af Soleimani henviser arrangørerne til likvideringen af den irakiske paramilitære kommandør Abu Mahdi al-Muhandis, som ligeledes blev dræbt af USA den 3. januar.

Ifølge beskrivelsen af mindehøjtideligheden på Facebook står en lang række privatpersoner og frivillige arrangører bag begivenheden.

Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra manden, som fremgår som hovedarrangør af begivenheden.

Allerede nu har to andre grupperinger varslet moddemonstrationer, herunder en begivenhed der tilsyneladende er arrangeret af Stram Kurs og partileder Rasmus Paludan.

Københavns Politi bekræfter overfor Berlingske, at der er givet tilladelse til en demonstration søndag klokken 18 på Rådhuspladsen, og at andre grupperinger også har bedt om tilladelse til at dukke op. Ifølge Ritzau ventes det, at der samles mellem 10 og 100 personer til mindehøjtideligheden for general Soleimani.

Naser Khader, udenrigsordfører i de Konservative, kalder over for Ritzau arrangementet for »dybt, dybt forkasteligt«.

»Jeg siger ikke, at det skal forbydes. Jeg er bare kritisk over for, at de gør det. Det svarer til at holde en mindehøjtidelighed for Osama bin Laden. Det er mangel på respekt over for de mange ofre, de her mænd har på samvittigheden,« siger Naser Khader til Ritzau.