Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den grønlandske topembedsmand Svend Hardenberg blev tirsdag aften dansk tid med øjeblikkelig virkning og »indtil videre« fritaget fra sin tjeneste som departementschef i Formandens Departement. I Danmark ville det svare til, at departementschefen i Statsministeret blev suspenderet.
Tjenestefritagelsen af topembedsmanden sker uden begrundelse, da »der er tale om personaleforhold«, som der står i pressemeddelelsen fra Formandens Departement.
Suspensionen af Svend Hardenberg følger blot få dage efter, at han har været genstand for massiv kritik i en omstridt sag i grønlandsk politik.
Den grønlandske avis AG skrev i sidste uge, at Svend Hardenberg i en e-mail havde krævet, at det stedfortrædende grønlandske medlem af Folketinget for Siumut, Nick Nielsen, skulle dementere en udtalelse, han var kommet med i Folketinget i januar under forespørgselsdebatten om den mistede servicekontrakt på Thule Air Base. Udtalelsen gik på, at den danske regering og den grønlandske pendant, Naalaakersuisut, havde samarbejdet i forbindelse med den mistede servicekontrakt på Thule Air Base.
Ifølge avisen AG havde Svend Hardenberg i e-mailen, som i øvrigt blev sendt fra hans private e-mailadresse, krævet et dementi på vegne af formanden for Naalaakersuisut, Kim Kielsen. Det har Kim Kielsen siden bekræftet.
Nick Nielsen nægtede at dementere sin udtalelse og er nu erstattet i Folketinget af sin tilbagevendte partifælle, Doris Jakobsen.
Oppositionspolitikeren Aqqaluaq Egede fra IA kaldte det i avisen Sermitsiaq »en voldsom skandale«, at landets øverste embedsmand havde bedt et folketingsmedlem om at dementere en udtalelse fra Folketingets talerstol, men kritiserede også Kim Kielsen for at have sendt Svend Hardenberg i byen.
»Naalakkersuitut kan ikke sende en embedsmand i byen for at kræve noget af en bestemt folkevalgt,« lød det fra Aqqaluaq Egede.
En stribe problemsager
For Svend Hardenberg er dementisagen en af flere kritiske sager i hans knap to år som departementschef, siden han i sommeren 2013 blev hentet ind som departementschef under den nyvalgte landsstyreformand Aleqa Hammond.
En af de første problemsager, der dukkede op for den nyligt tiltrådte topembedsmand, var, da Berlingske kunne afsløre, at Svend Hardenberg havde overset, at en anden nyansat departementschef i mere end et år havde været sigtet for mandatsvig og bortvist fra to tidligere arbejdspladser. Svend Hardenberg spillede en central rolle i forbindelse med ansættelsen af denne departementschef, da han var formand for bedømmelsesudvalget.
Kort efter kunne Berlingske også fortælle, at Svend Hardenberg i sit tidligere job som direktør for det selvstyreejede energiselskab Nukissiorfiit stik mod reglerne kørte i firma- og tjenestebil, samtidig med at han modtog 3.000 kroner i kompensation for ikke længere at have fri bil. Hertil kom en stribe andre uregelmæssigheder under Svend Hardenbergs ledelse i energiselskabet.
Svend Hardenberg erstattes midlertidigt af Søren Hald Møller, der frem til tirsdag var styrelseschef i Miljøstyrelsen for råstofområdet og siden maj 2014 også har fungeret som departementschef i Departementet for Natur, Miljø og Justitsområdet.