Grønlandsk politi efterforsker drab og selvmord

Læs mere
Fold sammen

Natten til fredag er to mænd på henholdsvis 33 og 29 år fundet døde i Kangerlussuaq i Grønland. En 34-årig kvinde er i kritisk tilstand efter at have været udsat for vold.

Det skriver sermitsiaq.ag.

Politiet rykkede ud, da de havde fået en anmeldelse om, at der var afgivet skud i forbindelse med en fest, oplyser politikommissær ved Queqqata Politi Johan Davidsen i en pressemeddelelse.

Han oplyser, at den ene mand er dræbt, mens politiet formoder, at den anden mand har begået selvmord.

Den svært tilskadekomne 34-årige kvinde er torsdag morgen blevet indlagt på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke komme med flere detaljer af hensyn til efterforskningen, skriver sermitsiaq.ag.

Johan Davidsen oplyser dog, at der er kriminalteknikere på stedet, og at der er tilkaldt en retsmediciner fra Danmark, som dog først ankommer til Grønland på mandag.

Politiet har ligeledes anmodet om assistance fra Rigspolitiet.

BNB