Grønlands første biskop er død

Kristian Mørch blev udnævnt til biskop, da Grønland blev et selvstændigt stift i 1993. Han var landets første.

Arkivfoto: Kristian Mørch. Fold sammen
Læs mere

Grønlands første biskop, Kristian Mørch, er død i en alder af 87 år. Det skriver Grønlands radio, KNR. Han døde onsdag i Ilulissat i Vestgrønland.

Kristian Mørch blev udnævnt til biskop, da Grønland blev et selvstændigt stift i 1993. To år senere blev han afløst af Sofie Petersen, der stadig er biskop i dag.

Kristian Mørch blev født i bygden Ukkusissat ved Uummannaq.

Senere tog han til Danmark, hvor han uddannede sig i teologi. Da han blev færdiguddannet, rejste han straks tilbage til Grønland.

Han arbejdede i en lang årrække i forskellige sogne, inden han blev vicebiskop i 1984 og ni år senere biskop.

Da han gik på pension i 1995, flyttede han fra Nuuk til Ilulissat.

/ritzau/