Grise med indbygget Alzheimer

Et hold pattegrise med indbygget Alzheimer-gen kommer til verden tirsdag. Grisene skal bruges til at forbedre behandlingen af mennesker med Alzheimer.

De første klonede grise med indbygget Alzheimer-gen kommer tirsdag middag til verden på Forsøgscenter Foulum ved Viborg.

To dyrlæger fra Landbohøjskolen vil foretage kejsersnit på en so, der er blevet forsynet med genet for sygdommen Alzheimer, og perspektivet er, at behandlingen af mennesker med den snigende sygdom kan blive langt bedre i fremtiden. Ikke mindst har medicinalindustrien store interesser i projektet.

Neuropatolog og overlæge, Ida Holm fra Aalborg Sygehus, oplyser, at forskningsprojektet med grise tilført Alzheimer-gen gennemføres med henblik på at få en mere anvendelig dyremodel i forskningen omkring sygdommen.

- Vi har en dyremodel med Alzheimer i mus, men den model er ikke nær så anvendelig som hvis vi får den på grise. Grisene har en meget større hjerne og ligner på mange måder mennesker i deres opbygning, siger Ida Holm til Ritzau.

/ritzau/