Grill – en måde at være dansk på

Ca. 2,1 mio. danskere har en grill. Vi er ubetinget det folk i verden, der elsker grilleriet mest. Grill rimer på folkelighed. På danskhed. Vi kan ikke få nok. Berlingske spurgte grillfolket: Hvorfor?

Familien Thagaard med svigerfamilie. Fra venstre: Majeline med Abby Rose på armen. Gaia. Claus. Eydna. I gul: Frigg. Bagved hende: Solveig Thagaard og hendes mand, advokat Odysseus Thagaard, med Flora på armen. Yderst til højre i baggrunden: Familiens Genesis gasgrill, der er deres køkken hele sommeren. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Grill er ikke bare en måde at tilberede mad på under åben himmel. Grill er blevet en folkesport. Grill er en livsstil. »Ahhh, vi skal grille,« lyder næsten som »Ahhh, vi skal have sex.« En lejrtur med hygge-garanti og blandet salat.

Grill er luksus på den folkelige måde. Det er spejderagtigt på den civiliserede måde. Grill er dansk som jordbær og Dannebrog og kolonihaver og nye kartofler og Ulrik Wilbek.

Grill er også en ramme om venskab. Det ved buschaufføren Merete Lyse (hendes mand er i København denne aften) og ejerne af et maskinværksted Steen Nielsen og hans kone Anette. De griller på kajen i Taarbæk. De er sejlet fra Snaptun ved Horsens og har på deres vej rundt om Sjælland besøgt Gilleleje, Helsingør og Kastrup i deres to motorbåde.

De kalder sig »grillfolk af den gamle skole«.

Anette: »Jeg tror, det er et gammelt kønsrollemønster, der lever videre i grillningens tid.«Hvorfor?

Steen nikker bagud mod båden: »Vi har jo problemer med at finde sagerne nede i køkkenet.«

Merete: »Og fordi det skal være ordentligt. Mænd kan ikke alt det forberedende nede i båden. Skal vi ikke grille i aften, skat? Jo, det kan vi godt. Det betyder, at manden stiller sig ud til grillen og tænder op, og det tager jo ikke vanvittig lang tid, og så bruger konen så en time ude i køkkenet på at lave salat og ordne kartofler, finde kødet frem og gryder og gøre klar. Sådan. Så griller far.«

Anette: »Det generer ikke mig.«

Merete: »Det gode ved grill er, at man har det ude i haven, og du laver maden, mens du sidder og snakker f.eks. med dine børn, der tilfældigvis lige er hjemme den dag.«

Griller til enhver lejlighed

Om sommeren griller begge par fire-fem gange om ugen. De har tre griller på hver båd. Én til brød. En til stege. En til bøffer og pølser. En Go Anywhere og en Cobb, der er specielt cool blandt sejlere, fordi den kun skal have otte stykker kul og ikke ryger og kan grille, mens man har den på skødet, og en lille praktisk sag som Steen selv har bygget, til når han og Anette bare er de to. Alt er godt, men de er skuffede over, at folk i de sjællandske havne ikke griller nær så meget som i de jyske. Kan man grille med fremmede mennesker?

Merete: »Ja, man samles om noget uden egentlig at have andre ting til fælles. Det sætter en samtale i gang. Hvad har du på grillen? Og hvad har du på? Og så er samtalen i gang.«

Anette: »Vi møder mange andre mennesker på den her måde, og nogle vi måske vil ses med igen, fordi vi har mødtes omkring en grill.«På samme måde som nogen bruger en hund?

Anette: »Ja, det er på nøjagtig samme måde. Det er jo vældig.«

Steen: »Og jo flere øl vi får, jo lettere er det at snakke sammen ... men det er jo ikke sådan, at vi er smadderfulde.«Er der også en alkoholkultur forbundet med at grille?

Merete siger nej. Hun drikker tit bare sodavand, siger hun. Anette tænker sig om. De er alle enige om, at der har været mange gange, hvor de kun har drukket en enkelt øl eller bare sådanvand.

Hvis man, som Berlingskes udsendte, ikke helt har set grill-lyset, lokker Merete med det bedste argument, hun kender: Med kælen stemme lokker hun Berlingske: »Kom og se. Vi har faktisk smidt en kalvemørbrad på. Det skulle du prøve. Eller skær en ananas i stykker og smid noget marcipan ovenpå og så med flødeskum og whisky til. Det smager rigtig godt ...«

Lyden af sommer

Uanset hvor man griller, derhjemme, på havnen, i sommerhuset, på stranden med en gasgrill til 10.000 kr. eller en engangsgrill til en 20er, er det ikke kun lurpakket hygge. Det er også et signal. Man har gode venner og tæt familie. Man er tryg og har overskud. Hvis tryghed har en lyd om sommeren, er det lyden af det svitsende kød over kullene og småsludren ved havebordet med pølsevender-far stoisk i baggrunden. Dansk folkelighed dufter af trækul og madrøg. Og vi, det mest grillende folk i verden, har selvfølgelig også et grill-landshold. Hvad ellers for en nation der i gennemsnit bruger 12 dollar per indbygger om året på grillrelaterede produkter, mens f.eks. amerikanerne kun disker op med 0,8 dollar? Det siger man i hvert fald hos Weber. Der siger man også, at gasgrill nu er lige så populære som trækulsgrill. Den hurtige grasgrill passer til vores behov for hurtig madlavning, der ikke sviner så meget og virker hver gang. For år tilbage grillede vi kun, når venner og familie kom på besøg. Nu gør vi det hele sommeren. Hele tiden. Morgen, middag og aften.

At grille kan også have en skjult dagsorden.

Sammen med vennerne

Det ved Christian Andersen på 18 år og hans to studievenner fra handelsgymnasiet, Morten Andersen og Philip Wittendorff på 17 år. De er taget fra Lyngby til Bellevue »fordi der er flot natur, og det er dejligt at se ud over vandet«. Underforstået: Her er perfekt udsigt til de pæne piger. Drengene er enige i analysen. Philip knæler og retter på kødet. De har en Smokey Joe og lagt pølser og kyllingestykker på.

Morten:« Hvorfor vi griller? Det er jo hyggeligt at være udenfor, og man griller jo ikke ligefrem indendørs vel? Man prøver noget anderledes, og maden har en anderledes smag. At grille giver en energi og en dejlig følelse.«

Christian: »Og det er en gode måde at være sammen med sine venner på. Ellers ville vi bare sidde derhjemme og glo.«

Morten: »Det er lidt drengerøvsagtigt at grille. Man KAN godt gøre det med familien, men jeg vil foretrække at gøre det med vennerne. Det er sådan lidt teenageagtigt, at man gerne vil væk fra familien.«

Christian: »Det kan godt være lidt akavet at grille med familien, for man kan ikke snakke om det samme som med vennerne.«

En helt ny verden

Vi omgås i dag produkter, vi engang ikke vidste, vi ikke kunne leve uden. Drypbakker. Briketter. Kebabspyd. Grillstartere. Grillgafler. Bøf- og fiskevendere. Steaksæt. Tangsæt. Grillbørster. Alligevel er grill blevet en gastronomisk dogme-disciplin i korte bukser og sandaler, hvor man hurtigt bliver slyngveninde med sin Smokey Joe og behørigt autoritetstro af monsterfætre som Genesis og Spirit. Dancook er mere nøgterne 1000. 1700. 1800. Grillnavne uden fis. Eller Cobbs røgfrie Premier, Compact, Supreme, der efter navnene at dømme for den utrænede lige så godt kunne være sportsvogne eller seksuelle hjælpemidler. »Creating backyard heroes since 1952« er Webers slogan. Grill-firmaers hjemmesider har VIP-områder. De har pølsekurser, grill-camps og undervisning i direkte og cirkulære grillmetoder.

Det er ikke bare for sjov det her.

Masser af kød

For advokat Odysseus Thagaard, hans jordemoder-kone Solveig og deres store familie i kolonihavehuset i haveforeningen Vennelyst på Kløvermarksvej er det en nødvendighed. De tilbringer meget af sommeren væk fra deres lejlighed på Østerbro, og maden laves på en stor gasgrill, der lystrer navnet Genesis og efter sigende er god til at bage boller i.

»Vi er jo en stor familie, så der skal være plads til det hele. De små kan heller ikke vente halvanden time på, at jeg tænder op. Derfor er det en gasgrill.«

Odysseus står for det meste madlavning i familien. Han bager også brød i den. Da Berlingske ankommer, har de alle spist kylling og pølser med øl og sodavand. Børnene tumler på madrasser og hygger sig stort i solnedgangen. For Odysseus er grillkulturen ikke et ritual eller en tradition. Køkkenet indendøre er for lille og gammelt. Grillen er begyndelsen på det udendørs køkken, kolonihavehuset engang skal have.

Odysseus: »Vi har flere gæster herude om sommeren. Men om det er på grund af grillen, ved jeg ikke. Det er også noget andet mad, man laver på en grill end ellers.«

Familien har ti kilo kamben i fryseren til spareribs og ni kilo flankesteg.

»Det er noget andet mad, man laver på en grill. Spareribs og bøfsalater laver jeg ikke så meget derhjemme. Det er noget andet med stegeskorperne og røgen. At grille er også nogle andre rammer. Man kan nyde vejret. Det kan du ikke, når du er hjemme. Jeg kan godt forstå, at der sidder hundredtusindvis ligesom os og griller nu. Vejret er så godt. Når man sidder resten af året inde på sit kontor, så er det meget federe at være herude og grille.