Griber du ind?

Berlingskes chefredaktør Jens Grund skriver, at vi har et individuelt ansvar for et trygt og godt fællesskab. Hvordan bliver vi bedre til at gribe det ansvar, så fællesskabsfølelsen ikke forsvinder i ligegyldighed og afløses af mistillid?

Berlingskes chefredaktør Jens Grund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære læser,

Ville du gribe ind, hvis du så nogen blive forulempet i det offentlige rum; på Strøget, ved busholdepladsen, i parken, i toget? De færreste af os kan nok svare entydigt ja eller nej på det spørgsmål. Det ville naturligvis afhænge af situationen og i sidste ende af vores egen sikkerhed.

Men spørgsmålet er vigtigt. For et velfungerende samfund bygger på tillid og tryghed. En tillid til og tryghed ved, at vores omgivelser er en hjælp og ikke en trussel – eller blot et blindt øje. Mistillid er med til at skabe fjendebilleder, utryghed og en uhensigtsmæssig adfærd. Derfor gjorde det indtryk, da en kvinde i Berlingske spurgte danskerne: Hvor var I, da min ven blev overfaldet på Nørreport Station, fordi han ville forhindre en gruppe unge mænd i at chikanere nogle teenagepiger. Ingen greb ind, ingen ringede efter politiet. Senere fortalte en kvinde, hvordan tre teenagere verbalt havde overfaldet hende i metroen, uden at nogen greb ind. Vi er en nation af lurepassere, var hendes konklusion.

Mange af os har nok prøvet at overvære et uheld, et overfald, en uretfærdighed eller bare en ubetænksomhed i det offentlige rum, hvor vi bagefter tænkte: Hvorfor greb jeg ikke ind? Måske af frygt, af ignorance, eller fordi vi danskere er så reserverede eller ukomfortable ved at åbne munden og blande os – for tænk, hvis vi tog fejl af situationen.

Derfor har vi på Berlingske besluttet at undersøge danskernes adfærd i forhold til at gribe ind i det offentlige rum. I stort og småt. Resultatet kan du følge fra i dag her i avisen. Samt på b.dk, hvor du kan se videoerne fra vores optagelser, som tester, hvornår danskerne griber ind. Der kan du også deltage i debatten om, hvornår og hvordan vi bør gribe ind.

 

Vores ambition er at skabe en større bevidsthed om, hvorfor vi gør, som vi gør – eller ikke gør. Ni ud af ti siger i en ny Gallup-måling, at vi bør blive bedre til at gribe ind i det offentlige rum, når vi ser en medborger, som har brug for hjælp. Mange griber da også ind. Så viljen er der. For Danmark skal være et trygt og ordentligt sted for alle. Vi har et individuelt ansvar for et trygt og godt fællesskab. Hvordan bliver vi bedre til at gribe det ansvar, så fællesskabsfølelsen ikke forsvinder i ligegyldighed og afløses af mistillid? Uanset hvad er prisen mindre tryghed for os alle, hver gang vi vender ryggen til. For når vi ikke er der for andre, hvem er der så for os?

God læselyst.

På chefredaktionens vegne

Jens Grund,

chefredaktør