Gravemaskine faldt af ladet - kæmpe-kø på motorvej

Mandag morgen er en lastbil kørt ind i en motorvejsbro, og det betyder lang kø på Holbæksmotorvejen.

Kødannelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann

Vestegnens Politi fortæller mandag morgen på Twitter, at en lastbil har påkørt en motorvejsbro på Holbæksmotorvejen. Flere biler er angiveligt involveret i uheldet, der betyder, at al trafik er spærret. Uheldet er sket syd for Roskildevej mod København og har medført lange kødannelser.

Først kunne trafikken passere i nødsporet, men nu har politiet valgt at lukke hele motorvejen, så den kan ryddes fuldstændig. Lastbilen havde en gravemaskine på ladet, og det er altså den, der er endt på kørebanen. Politiet fortæller samtidig, at de er på vej med til stedet med en kranvogn.

Vejdirektoratet oplyser til BT, at uheldet er sket i øst-gående retning på Holbækmotorvejen omkring afkørslen ved Vallensbæk. Mere præcist er påkørslen sket ved den motorvejsbro, der leder Vejlegårdsvej over motorvejen.

»Det giver rigtig rigtig lange kødannelser det her. Der er i forvejen meget trafik på den her strækning, og nu ser det rigtigt voldsomt ud. Vi har kø helt ned til Køgebugtmotorvejen, og det kommer til at vare myldretiden ud. Som det ser ud lige nu, kommer det nok til at give gener formiddagen ud,« fortæller vagthavende ved Vejdirektoratet til BT.

Politiet oplyser nu på Twitter, at gravemaskinen er flyttet fra kørebanen, og trafikken dermed kan passere i det éne spor. Alligevel betyder det kødannelser resten af morgenen og formiddagen.

Opdateres..