Gratis tandtjek til unge

For at undgå, at mange unge udvikler tandskader, fordi de ikke går til tandlæge, vil et politisk flertal uden om regeringen gøre det gratis for 18-20-årige at gå til tandundersøgelse.

De unge er slemme til at glemme tandlægebesøgene. Det vil DF – støttet af S og SF – nu gøre noget ved. De unges hukommelse skal forbedres med tilbuddet om gratis tandlægebesøg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alt for mange unge stopper med at gå til tandlæge, når de fylder 18 år og selv skal betale. Dermed får de varige tandskader, lyder det fra Dansk Folkeparti, der med opbakning fra et politisk flertal vil gøre det gratis for de 18-20-årige at komme til undersøgelse hos en tandlæge.

»Når de unge fylder 18 og ikke længere kan gå gratis til den kommunale tandpleje, så får mange af dem ikke lige taget sig sammen til at finde en praktiserende tandlæge, og de har måske heller ikke så mange penge, fordi de er på SU. Vi vil give de unge et gratis tandtjek frem til de fylder 21 år, så de dermed kommer ind i systemet, og bliver vante med at gå til tandlæge,« siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).

Er der huller, skal de 18-20-årige dog selv til lommerne, tilføjer Liselott Blixt, der vurderer, at forslaget koster tre-fire mio. kr. årligt.

S og SF støtter

Lone Møller, Socialdemokraternes medlem af Folketingets Sundhedsudvalg, er også klar til at give de unge gratis adgang til tandlægestolen.

»Det er jo rigtigt, at nogle af de unge dropper tandlægen, når de efter at have gået gratis til skoletandlægen pludselig skal til at betale selv. Og vi har et problem med tandsundhed i Danmark. Det ser pokkers ud for mange mennesker. Så hvis vi kan få penge afsat til det, så skal det ikke skorte på vores stemmer,« siger Lone Møller.

Hun tilføjer dog, at Dansk Folkeparti »gentagne gange har stemt imod forslag om at forbedre tandsundheden i Danmark,« og hun vil derfor se forslaget på skrift, før hun tror på det.

SFs sundhedsordfører Jonas Dahl bakker også op om forslaget, som han endda gerne ser udvidet markant.

»Vi er positivt indstillede. Tandlægen skal på længere sigt være helt gratis for alle,« siger Jonas Dahl, men tilføjer, at der ikke bliver råd til gratis tandlæge inden for en længere årrække.

Haarder siger nej

Sundhedsminister Bertel Haar­der (V) tror, at det gratis tjek bliver dyrere end de tre-fire mio. kr., DF nævner, og er ikke umiddelbart indstillet på at gennemføre det.

»Hvis vi havde ubegrænsede midler, så ville det være en udmærket idé. Men jeg vil ikke tilråde det, for så ville det gå ud over kræftplan 3 og andre vigtige ting, som Liselott Blixt også er optaget af,« siger Bertel Haarder.

Heller ikke de Konservatives sundhedsordfører, Vivi Kier, synes, at det er noget at bruge statens penge på. Og hun tvivler på, at de unge er mere ansvarsbevidste i forhold til at passe på tænderne, når de er 21, end når de er 18 år.

»Jeg vil hellere målrette vores velfærdsydelser til dem, som virkelig har et behov. Og samtidig skal vi have det personlige ansvar tilbage til den enkelte,« siger Vivi Kier.

Dansk Tandplejerforening har anslået, at 20-30 pct. af de 18-24-årige ikke har været til tandeftersyn efter skoletandplejen. Årsagerne til, at mange unge dropper tandlægerne, kan både være sociale, økonomiske og skrækbetingede, vurderer foreningen. Unge mænd er typisk dårligere til at gå til tandeftersyn end pigerne.