Grænsekontrol har sat Region Øresund i bakgear

Togpendlerne over Øresund bruger i alt 6.600 ekstra timer om dagen på grund af svensk grænsekontrol. To ud af tre pendlere overvejer at flytte eller at skifte job.

MALMÔø? 2016-09-14 Vattenaktiviteter vid MalmÔø?s Ôø?resundskust i septembervÔø?rmen pÔø? onsdagen. September fortsÔø?tter bjuda pÔø? hÔø?gsommarvÔø?der i sÔø?dra Sverige. Foto: Johan Nilsson / TT / Kod 50090 Fold sammen
Læs mere

I dag er en drøm blevet til virkelighed.«

Sådan sluttede den danske dronning sin tale, da hun indviede Øresundsforbindelsen for 16 år siden. Det var i sommeren 2000. Drømmen, som både handlede om økonomi, job, kultur og almindeligt mellemfolkeligt samkvem, var, at Malmø og København, Skåne og Sjælland skulle smelte sammen til én storby, én stærk region, som kunne konkurrere med Stockholm og Berlin.

Siden er det gået over stok og sten – lige indtil for ti måneder siden. For at bremse den massive strøm af asylansøgere, indførte den svenske regering under danske protester både ID- og grænsekontrol for rejsende over Øresund. Og det har sat integrationen i bakgear.

»Arbejdsmarkedet i Øresundsregionen er skrumpet,« som Øresundsinstituttet, et dansk-svensk videnscenter, slår fast.

De rejsende med toget over Sundet bruger tilsammen 6.660 ekstra timer per dag på at komme til Sverige, efter at kontrollerne er indført. Det samfundsøkonomiske tab er på årligt 237 millioner kroner.

Eller som udviklingsdirektør i Region Skåne, Mikael Stamming, skriver i en helt ny dyster rapport til regeringen i Stockholm:

»Regeringen må finde en løsning, der mildner effekterne af grænse- og ID-kontrollenrne hurtigst muligt. Ellers risikerer Sverige at kaste 15 års integration af Øresundsregionen over bord.«

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S) siger om rapporten, der viser et stort fald i togpendlingen, og at hovedparten af de rejsende overvejer at droppe pendlertilværelsen:

»Det er nye tal, som bekræfter vores værste anelser. Det her ruller en udvikling baglæns, som har været med til at give vækst og udvikling i hele Greater Copenhagen.«

Færgetrafikken og biltrafikken over broen er kun udsat for mindre forsinkelser. Problemet rammer især de togrejsende, som med ID-kontrol i Kastrup Lufthavn og grænsekontrol i Hyllie på den anden side af Sundet har fået rejsetiden, der før var 35 minutter, forlænget til i dag mellem 55 eller 75 minutter. Halvdelen af afgangene er sløjfet, og togene er overfyldte. Før gik de hver tiende minut, nu går de hver tyvende. Ofte kan alle passagerer ikke komme med, og indtil videre har Øresundstoget hele 417 gange i år måttet køre forbi Københavns Lufthavn på grund af forsinkelser.

Det er ikke så sjovt mere

»Man føler sig lidt snydt,« siger Ture Ertmann. For fem år siden flyttede han til Malmø med sin familie. Dengang var der stadig masser af liv i drømmen om en fælles integreret Øresundsregion eller Greater Copenhagen, som det siden er døbt. Men en transporttid, som nu er på halvanden time mellem jobbet i Ballerup og hjemmet i Malmø plus alt det uforudsete bøvl, betyder, at det ikke er så sjovt mere. Ertmann har lige som mange andre overvejet at flytte eller at skifte job, men hans kone arbejder som sygeplejerske i Sverige, og datteren går i svensk børnehave, så det er ikke så nemt lige at sadle om. Men han hører i den fælles Facebook-gruppe ofte om andre pendlere, der kaster håndklædet i ringen. Nu orker de ikke mere. Andre har mulighed for at skifte fra tog til bil.

»I de første måneder ønskede mange lige at se tiden an. Mon ikke det ville blive bedre. Men det punkt er man kommet over,« siger Ture Ertmann og tilføjer:

»Øresundsregionen er super godt tænkt, og der var mange fordele ved at slå sig ned med et ben i hver lejr. Men det er ved at smuldre.«

Trætte og stressede pendlere

Den nye rapport, som Länsstyrelsen i Skåne netop har sendt til regeringen i Stockholm, tegner et mørkt billede af udsigterne for integrationen mellem Skåne og Sjælland.

DSB og Skånetrafikken havde budgetteret med fem procent flere rejsende i år, men det var før, kontrollen blev indført 4. januar. I det første halve år af 2016 er antallet af passagerer faldet med 15 procent. »Den øgede trængsel medvirker til, at rejseoplevelsen forværres,« hedder det i rapporten.

I en rundspørge svarer 64 procent af togpendlerne, at de føler sig trætte og stressede på grund af transporten. To ud af tre overvejer, søger aktivt eller har skiftet enten job eller bopæl for at slippe for den daglige rejse.

Den længere rejsetid medfører, at 322.000 færre danske job kan nås inden for en time fra Malmø C og 193.000 færre fra Lund. I Skåne er der stor arbejdsløshed, mens erhvervslivet i København og på Sjælland mangler arbejdskraft. Et perfekt match, hvis ikke det var for alle forhindringerne.

Øresundsinstituttet har spurgt ti virksomheder – otte af dem på den danske side – om deres erfaringer med kontrollerne. Flere har indført ordninger for at kompensere for den længere rejsetid. Indsættelse af busser, refusion af brotakst og justering af mødetider eksempelvis. Virksomhederne er dog meget bekymrede for, om det kan fortsætte. Halvdelen af de danske arbejdsgivere svarer, at det er blevet sværere at rekruttere personale fra Sverige. De, der søger job, anser ikke den højere løn i Danmark for at være den ekstra rejsetid værd, angiver virksomheden SOS International.

Medicinalfirmaet Ferring angiver, at andelen af svenske ansøgere til stillinger er faldet fra 45 til 30 procent. Hvis ID-kontrollerne bliver langvarige, overvejer virksomheden Adecco helt at opgive rekruttering i Sverige.

Hos de to svenske virksomheder i undersøgelsen, IKEA og Sony Mobile, går bekymringen mest på adgangen fra Københavns Lufthavn, som målt på svenske passagerer er Sveriges næststørste. Sony Mobile overvejer fremover at lægge møder andre steder på grund af besværlighederne. Og IKEA overvejer, om man fortsat skal ekspandere i Sydsverige. Udenlandske medarbejdere har fået et dårligt indtryk af Sverige på grund af grænsekontrollen, og trængslen i togene betyder, at ansatte ikke længere kan forberede sig undervejs.

Svenskerne skal tage stilling i november

Til gengæld er det sværere at sige noget om effekterne på turismen og detailhandlen i Danmark. Undersøgelser viser, at den enten er uforandret eller svagt faldende.

Underdirektør i Dansk Erhverv Niels Milling genkender billedet fra rapporten.

»Det er blevet en større udfordring at rekruttere arbejdskraft. Mobiliteten er blevet begrænset, og det er svært at tilrettelægge sin transporttid til og fra Malmø. Det har helt klart haft betydning for svenskeres orientering mod hovedstadområdet,« siger han og tilføjer: »Det er kritisk for vores regions position.«

Administrerende direktør Johan Wessman fra Øresundsinstituttet, som står bag analyserne i den svenske rapport, kalder sig »bekymret optimist« og siger:

»Integrationen er kommet i gang og har store muligheder, men den øgede rejsetid sætter en hindring for fortsat vækst.«

Ni ud af ti af de 15.000, som dagligt pendler over Sundet, kommer fra Sverige. De tjener cirka fire milliarder svenske kroner hjem til Sverige om året. I 2007 og 2008 var der over 20.000 daglige pendlere. I forhold til for et år siden, er antallet dog næsten uforandret.

»Mange pendlere har været udholdende, men vi kan se, at rigtigt mange, som nu overvejer deres situation. Fortsætter kontrollerne længe endnu, så vil det påvirke integrationen i regionen negativt,« siger Johan Wessman.

Til november skal den svenske regering tage stilling til den fortsatte grænse- og ID-kontrol. Frank Jensen appellerer til svenskerne om at sadle om. »Jeg synes, at de svenske myndigheder i lyset af den stærkt faldende flygtningestrøm skal overveje, om det er tid til at slække eller hæve kontrollen på den dansk-svenske grænse.«