Nu er der basis for at spise godt brød i solen på Rentemestervej 57. Her har gourmetbageriet Flere Fugle slået dørene op med et væld af croissanter, surdejsbrød og nye varianter af eksempelvis spandaueren. Bageriet ligger i en baggård, hvor man kan spise sit bagværk, medmindre man hellere vil sidde i det store lokale med udsigt til bageovnen.

Det er folkene bag Café Fovl på Sneppevej i Fuglekvarteret, som driver det nye bageri, der også afholder en række arrangementer. Denne fredag er der eksempelvis koncert med bandet Swell. På sigt kommer Flere Fugle også til at fungere som bistro – med brødet i centrum, naturligvis.