Ideen lyder fantastisk, men den praktiske udførelse skulle være helt til rotterne. Flere amerikanske medier har i hvert fald valgt at save den første betaudgave af Googles musiktjeneste midt over.
Googles musiktjeneste skulle have været en konkurrent til særligt Apples iTunes Store, der er markedets suverænt mest dominerende butik. Men Google har ikke landet aftaler med pladeselskaberne og har dermed ikke noget salg af musik.
I stedet har selskabet lanceret en tjeneste, der minder om Amazons nyligt lancerede Cloud Drive - og selv om Google tilbyder lidt mere lagerplads (20.000 sange) end Amazon, vinder Amazon på faktisk at sælge musik, mens man hos Google kun kan bruge online-tjenesten til at høre musik, man ejer i forvejen.
Virker skidt
Musikken, som man lægger op hos Google har man så adgang til fra sin Android-dims eller fra en almindelig computer - forudsat at man bruger Googles software til at tilgå det.
Servicen er i beta - og kun i USA, og virker angiveligt rigtig skidt. Upload-tiderne skulle være horribelt lange, og har man først lagt sin musik derop, kan man ikke downloade den igen, men derimod kun streame den. Og så er hele systemet tungt og ganske overflødigt, hvis man i forvejen bruger tjenester som Grooveshark eller Spotify
Større ambitioner
I hvert fald indtil videre. Googles ambitioner for tjenesten er nemlig større end som så, og Google selv skyder skylden på pladeselskaberne for at hænge i bremsen.
"Generelt er vi blevet mødt af forretningsmæssige krav, vi finder urimelige og som ikke tillader os at have en bæredygtig og skalérbar musikforretning," siger Zahavah Levine fra Googles Android-enhed til New York Times.
Det er ikke længe siden at Amazon lancerede en tilsvarende service, hvor lagerpladsen er mindre, men mulighederne større. Og tilmed forventes også Apple snart at lancere en form for streaming-service til iTunes. Samtidig er også Spotify og andre tjenester i gang med at lancere tilbud, der skal drille de store. Spotify er blandt andet begyndt at sælge musik stykvist.
Det er de mange smartphones og tavlecomputere, der har gjort streamingtjenester mere relevante, fordi folk i stigende grad efterspørger adgang til et stort udvalg af musik, selv om de ikke er ved deres egen computer.
