Godhavnsdrengene blev omfavnet af kærlighed, da statsministeren sagde det ord, de har længtes efter så længe

Ved en rørende og meget personlig ceremoni gav statsminister Mette Frederiksen tirsdag en undskyldning til Godhavnsdrengene og andre børnehjemsbørn.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tirsdag givet en officiel undskyldning til de tidligere børnehjemsbørn, som blev udsat for misrøgt på blandt andet drengehjemmet Godhavn. Sted: Marienborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Det er til sidst, det sker.

Statsministeren har hilst og lyttet og krammet og leet vemodigt og sagt »godt, du kom« til hver enkel af de voksne børnehjemsbørn på de 14 stolerækker på Marienborg.

Hendes stemme er knækket over ondskaben i de historier, hun har genfortalt.

»I stedet for omsorg fik I tæsk, i stedet for varme blev I mødt med ydmygelser og overgreb.«

Hun har sagt de ord, som, siden hun for fire år siden ringede Godhavnsdrengen Poul-Erik Rasmussen op, mens han var på vej ind i en bilvask, har været de mest magtpåliggende for hende at sige.

»I mistede den eneste barndom, vi har i vores liv.«

»Jeg kan ikke påtage mig skylden. Men jeg kan påtage mig ansvaret.«

»Det var ikke jeres skyld.«

»Undskyld.«

Der rejste de fleste sig op, mens enkelte blev siddende. Tæskene, ydmygelserne, misbruget, svigtet, junken og dæmonerne var ikke deres skyld. En mand hulkede sagte.

Sofie Gråbøl, der lærte Godhavnsdrengene at kende, da hun spillede med i filmen »Der kommer en dag« i 2016, har citeret Tove Ditlevsens digt om at elske »lyvebørn« og »stjælebørn«, fordi »det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror«.

Det er nu, mens Sebastian står alene på det lille podium og med sin skælvende stemme synger, og børnekoret, der har bevæget sig ned bagerst i salen, bag alle de voksne mænd med brændte børns blikke, stemmer i, og alle dem, der blev efterladt og tvunget og forsaget og ødelagt, et ganske kort øjeblik, der vil række ind i deres egen evighed, bliver omfavnet af stemmer, der synger de smukkeste danske ord for dem, der blev forladt:

»Du er ikke alene. Der er en, der følger dig.«

På forreste række fælder Mette Frederiksen endnu en tåre med endnu et undskyldende smil, mens børnene synger højere og højere. Drengene uden barndom skal ikke falde mere. Der kom en dag, der kom et øjeblik. Det, der skulle undskyldes, er undskyldt.

Statsminister Mette Frederiksen giver den tidligere beboer på Godhavn Poul-Erik Rasmussen et knus ved den officielle undskyldning til Godhavnsdrengene og andre tidligere anbragte børnehjemsbørn på Marienborg. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

»Far, jeg er så stolt af dig«

Bagefter, da vi alle følges ned ad plænen ved Marienborg for at plante et egetræ, der i århundreder kan minde kommende statsministre og generationer om det, der skete, definerer Godhavnsdrengen Ole Hansen med det store, filtrede skæg og de bare fødder i crocksene »da Sebastian sang og børnene sang« som øjeblikket, hvor skylden lettede, hvor byrden brast, hvor undskyldningen sank ind hos ham med viden om, at i hvert fald i et øjeblik, i en sal på Marienborg, var ingen alene.

De fortæller hver især deres historie, mens vi går hen over græsset. De var kasserede. Intet værd. Først led de, siden tav de. Jan Vogel, der var anbragt i 17 år, fra han var blot 10 dage gammel, opsummerer det, alle siger:

»Det liv, jeg har levet, har været meget præget af min opvækst. Det er et stort svigt at blive taget fra sin familie. Alle vil være hos deres mor og far.«

Han ved ikke endnu, hvad undskyldningen betyder for ham. Han siger, det ikke er sunket ind. Hans blik fortæller det samme.

En fortæller, at undskyldningen er som at få et barn. Han fortalte intet til nogen i 42 år. Hans hustru, hans børn anede ikke, hvad han gik igennem i de år, der aldrig blev en barndom.

En hustru, der holder tæt om sin syge mand, fortæller, hvordan deres datter så ofte bebrejdede ham, at han altid var så fjern i hendes barndom, men da hun havde set filmen »Der kommer en dag«, kom hun til sin far og sagde:

»Jeg forstår det nu. Far, jeg er så stolt af dig.«

Hustruen græder, mens hun fortæller det. Hun var også selv engang en datter, der forstod. Hendes egen far var også Godhavnsdreng før hendes mand.

»Skylden behøver vi ikke længere bære«

Midt i det hele, som han har været i de 14 år og 92 dage, kampen skulle vare, står Poul-Erik Rasmussen med et lille smil og ryger en smøg. Det, der kun blev holdt i live af en stadigt spinklere tro, er sket. Han siger, han er glad på de andres vegne. Dem, der ikke er her i dag. Det er de stærkeste, der er her. Han er glad over, at deres byrde nu kan lettes - og også hans egen, tilføjer han.

For en halv time siden stod han på podiet. Han læste navnene på dem, der døde undervejs. Han talte om de skiftende borgerlige regeringer, der ikke ville undskylde. Han talte ikke om det, der var sket, men om kampen for anerkendelse.

»Skylden har statsministeren nu påtaget sig, men mareridtene forsvinder aldrig, men skylden behøver vi ikke længere bære.«

Til sidst lovede han at fortsætte kampen for anbragte børn, »for der er ingen, der skal behandle børn, sådan som vi blev behandlet.« Det var der, hans stemme brast, og han ikke kunne sige mere.

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, har nu officielt sagt undskyld for, at staten svigtede sit tilsyn med de børn, der var anbragt.