Gode råd fra Emma Gad til din Metro-tur

Den københavnske Metro opfordres hver uge til at køre kampagner for bedre adfærd i metroen. Se, hvad ville Emma Gad have sagt.

Folk mangler pli i den københavnske Metro. Gad vide, hvad Emma Gad ville have sagt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Debel Hansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når et førerløst tog kører til perron på en metrostation, er der mange passagerer, som skynder sig ind i kupeerne uden at give plads til andre passagerer, der skal af. Her er det virkelig muligt at studere menneskets "jeg-vil-først" gen på nærmeste hold.

På rulletrapperne er heller ikke alle passagererne opmærksomme på, at man står til højre og går til venstre. Og inde i kupeerne er det ofte en plage for mange rejsende at lægge øren til lange og meget private mobiltelefonsamtaler.

Passagerer ønsker kampagner

Hver uge får den københavnske metro flere opfordringer til at køre kampagne for bedre adfærd i Metroen. Og specielt emnet: Større hensyn fra medpassagerer ved ind- og udstigning, står højt på mange myldretidspassagerers ønskelister, oplyser Metro Kundeservice.

- Vi lytter meget til, hvad kunderne ønsker, og så kører vi en række kampagner. Det kan både være ved hjælp af små klistermærker og artikler i bladet Metro Nyt. Noget af det vi skal have fokus på i 2010 er det her med at give plads ved ind- og udstigning. Det skal gerne ske ordentligt og hurtigt, for hvis folk kommer i klemme i en dør, der lukker, så kører toget ikke, siger kundeservicechef i Metro Service, Thomas Eiersted.

Kan vi bruge Emma Gads gamle råd?

Men hvad ville gode gamle Emma Gad have sagt, hvis hun havde haft mulighed for at køre med metroen?

Måske ville hun blot have lænet sig tilbage og hevet sin gamle "takt og tone" bog frem og peget på de gode råd, hun gav helt tilbage i 1918. Læs dem her. Prøv at tænke i Metro i stedet for jernbane og sporvogn og døm så selv, om rådene holder her i 2010.

• Vær ikke højrøstet i Tale og Latter i en Jernbanekupé, selv om De befinder Dem i et animeret Selskab.
• Vær forsigtig med under en Jernbanetur at tale med andre Passagerer om fælles Bekendte.
• Det gør et behageligt Indtryk, naar man under en Jernbanerejse, efter at have læst sine Aviser og Ugeblade, tilbyder dem til sine Medrejsende.
• Naar Udlændinge, der paa Grund af deres Ukendskab til Sproget, synes at være i Forlegenhed under en Jernbanetur, er det elskværdigt at træde hjælpende til med de Sprogkundskaber, man har.
• Selvfølgelig er det ogsaa velopdragent at lade en ældre Dame eller Herre faa Deres surt erhvervede Plads i en overfyldt Jernbanevogn, men maaske er det mere, end man kan forlange af menneskelig Godhed.
• Ved Smaakonflikter maa man altid raade til at være den Eftergivende. En Rejse faar før eller senere Ende, og ved at skændes, opnaar man som oftest kun at trække det korteste Straa.
• Har De vekslet nogle Ord med en Dem ubekendt Sidemand i en Sporvogn, bør De hilse paa Vedkommende, idet De rejser Dem.
• Træng ikke paa for at komme op i en Sporvogn. Husk, at der straks kommer en ny Vogn, og at Sagen ikke er et Slagsmaal værd.

En af Emmarenze Henriette Margrethe Gads vigtigste pointer var i øvrigt, at takt og tone ikke er nødvendig, når samværet foregår mellem hensynsfulde mennesker.