God start for Løkkes smalle V-regering

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Med forsvarsminister Carl Holst som den markante undtagelse er Lars Løkke Rasmussens ministre i fuld gang med at skabe sig en solid start i deres nye embeder.

Mens Carl Holst allerede nu står over for at skulle klinke og genopbygge sit image, kan de øvrige ministre glæde sig over, at de ikke har trådt ved siden af, men klogt har holdt sig tilbage, mens de har læst op på lektierne i deres ministerier.

Nu har de tydeligvis åbnet en PR-offensiv, hvor de på skift går i medierne for at fortælle om deres mål. Senest ryddede justitsminister Søren Pind mediefladen med sit krav her i Berlingske om at slå hårdere ned på volds- og voldtægtsforbrydere. I de kommende dage og uger vil andre ministre dukke op. De vil bestræbe sig på at komme med borgernære meldinger, som samtidig rummer en værdipolitisk markering, der kan være med til at tegne den nye regering.

 

Set i et historisk perspektiv foregår operationen ret lydefrit. Hvilket hænger direkte sammen med, at Løkkes hold kan koordinere sin kommunikation uden at skulle frygte for de mange interne benspænd og opgør, som præger en flerpartiregering.

Hos Socialdemokraterne, de Radikale og SF må Løkkes start være pinefuld at overvære, for de må uvægerligt tænke tilbage på alle fejlene, som blev begået i 2011, da Helle Thorning-Schmidt kom til magten og fik en elendig begyndelse.

Løkke har tydeligvis lært af forgængerens forløb. Efter valget i juni sørgede han bevidst for, at forhandlingerne om regeringsdannelsen og regeringsgrundlaget blev så transparente, at alle vælgere kunne følge med og forstå rammerne for den nye regerings arbejde. Han udformede et kort og kompakt regeringsdokument, hvor retningens linje tegnes op, men hvor planerne først senere vil blive udarbejdet og lagt detaljeret frem. Han afholdt sig fra at bruge svulstig retorik og lagde i stedet ydmygt op til et bredt samarbejde med en betoning af, at han godt ved, at han står i spidsen for en lille mindretalsregering.

Efter lynhurtige forlig om boligjobordningen, en aftale om kommunernes økonomi og straksaftalen om en ny og lavere integrationsydelse blev ministerholdet sendt på læseferie med en besked om at vente med at komme med udspil, indtil den nye sæson nærmede sig, og danskerne igen ville have lyst til at lytte til en politiker.

Enkelte ministre har ikke kunnet følge drejebogen.

 

Trods sin store erfaring og sin tid som regionrådsformand har Carl Holst tumlet rundt som en nybegynder på Slotsholmen, hvor han har fejlhåndteret kritikken af sit eftervederlag, reageret for sent på flymekanikernes nødråb om problemerne med at holde forsvarets slidte F16-jagere i luften i kampen mod IS, og endelig har han på ubegribelig vis rodet rundt i VK-regeringens argument for at gå i krig mod Saddam Hussein i Irak i begyndelsen af nullerne.

Også Inger Støjberg har været i søgelyset som en logisk konsekvens af, at hun er ministeren, der står forrest, når offentlighed og medier vil have reaktioner på, hvordan den dramatiske strøm af flygtninge på vej mod Europa skal håndteres. Ser vi frem, bliver hun ekstremt vigtig for Løkke, fordi dette tema vil komme til at fylde så meget, både nationalt og internationalt.

Støjberg har på rekordtid skabt sig et hav af fjender ved at bebude nye stramninger og forberede annoncer, der i udenlandske aviser skal informere om bl.a. stramningerne af den danske asyl- og udlændingepolitik. I løbet af forbløffende kort tid har hun overtaget Pia Kjærsgaards position som centrum-venstres fjendebillede nummer et, men politisk er pointen, at selv om angrebene mod hende er hårde, vil flertallet af danskerne formentlig støtte Støjberg. Derfor har det ikke været en svaghed, men en styrke for regeringen, at hun har fyldt så meget.

Lars Løkke Rasmussen selv har klogt holdt lav profil hen over sommeren, indtil han for præcis en uge siden fortalte om planerne for den kommende sæson. Og der bliver travlt. Snart præsenteres resultatet af regeringens kasseeftersyn efter SR-regeringen, en finanslov er ved at blive forberedt, nye stramninger af udlændingepolitikken er på vej, dagpengereformen skal justeres, en aftale om politiet skal på plads, en ny jobreform med loft over kontanthjælpen skal forhandles, en aftale om flere penge til sundhedsvæsenet venter, flere statslige institutioner skal flyttes ud - og oven i hatten er der lige en folkeafstemning om retsforbeholdet.

 

Over det hele har Løkke opstillet fire overordnede pejlemærker: Færre skal være på offentlig forsørgelse. Der skal oprettes flere private job. Der skal leveres bedre kernevelfærd med fokus på sundhed og ældrepleje. Og tilstrømningen af udlændinge skal ændres, så de, der kommer, kan bidrage til samfundet.

Løkkes meldinger blev øjeblikkeligt kritiseret for at være løse, ukonkrete og uambitiøse. Måske får kritikerne ret, for parlamentarisk vil regeringschefen og hans ministerhold snart blive testet til det yderste.

Men man kunne også anlægge den vinkel, at Løkke har lært af fortiden. Han har skrottet Foghs gamle kontraktpolitik, som var en vælgermæssig genistreg, men reelt bestod i at dele gaver ud og ikke klarede mødet med virkeligheden, da festen i nullerne blev afløst af krise. Løkke har også droslet ned for alle løfterne og den bombastiske retorik, som skabte så massive problemer for Thorning. Han ved, at kontraktpolitikken ikke dur. At uforsigtige løfter er livsfarlige. At meget præcise udmeldinger nemt inviterer til benspænd på Borgen, hvis for mange partier for tidligt låser sig fast og siger nej til hans planer. Han skal tilrettelægge tingene, så han med den rette timing kan skabe maksimal kraft og fremdrift bag sine projekter.

I de seneste 15 år har han stået bag de mest vidtgående masterplaner, vi har set, hvad enten vi taler om reorganiseringen af det administrative Danmark med færre, men mere slagkraftige kommuner, nedlæggelsen af amterne, oprettelsen af regionerne, planerne om nye supersygehuse, mere frit valg for borgerne samt aftalerne om genopretningspakken fra 2010 og tilbagetrækningsreformen fra 2011.

Kritikerne risikerer at tage fejl, hvis de forveksler hans nye metode med mangel på ambition.