God afgørelse for Brixtofte

Indenrigsministeriet fremmer Brixtoftes sag med sin afgørelse om en skattebetalt fest i Nordjylland, mener lektor.

Politikere kan fremover bruge endnu flere skattekroner på middage og andre fornøjelser. Samtidig kan Peter Brixtofte gnide sig i hænderne forud for landsretssagen i oktober.

Det er ifølge en ekspert i offentlig ret konsekvensen af, at Indenrigsministeriet har sagt god for en skattebetalt fest på et hotel i Rebild for nordjyske regionspolitikere, skriver politiken.dk.

»Indenrigsministeriets beslutning åbner en ladeport af muligheder for at spise og drikke, når man er lokalpolitiker. Jeg tror, vi går en jul i møde, hvor det bliver sjovere at være kommunalbestyrelsesmedlem«, siger Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, til politiken.dk.

Blåstemplingen af den kontroversielle budgetfest for både politikere, journalister og deres ægtefæller er en gave til Peter Brixtoftes forsvar forud for straffesagen, vurderer Sten Bønsing.

»Forsvarerne i Brixtofte-sagen har nu et godt kort på hånden i landsretssagen, hvor de sidder med Indenrigsministeriets afgørelse. Der er ingen tvivl om, at forsvarerne vil bruge dette bilag som dokumentation for, at politikere kan spise og drikke for omkring 1.000 kroner uden problemer«, siger Sten Bønsing.

En af den tidligere Farum-borgmesters to forsvarsadvokater tager da også kærligt imod afgørelsen fra Indenrigsministeriet forud for sagen, der indledes i landsretten 31. oktober.

»Det bør være en styrkelse af vores sag - det er klart«, siger René Offersen.

I sagen fra Rebild var der tale om en kuvertpris på 835 kroner. Men det var en budgetpris uden udgifter til både drikkevarer og transport, og i alt vil det løbe op i over 1.000 kroner, påpeger lektor Sten Bønsing. 1.000 kroner per kuvert var netop den maksimale pris, som retten i Hillerød kaldte passende, da Peter Brixtofte blev idømt to års fængsel for mandatsvig og embedsmisbrug. En dom, der nu er anket til landsretten.

»Med denne afgørelse kan lokalpolitikere fremover invitere næsten hvem som helst til et hvilket som helst arrangement, så længe de selv skønner, det er i orden. Det skal være helt 'eksorbitant', før de vil gribe ind'«, siger Sten Bønsing .

Peter Brixtoftes forsvarer mener, at Indenrigsministeriets skrivelse er en indirekte underkendelse af byretsdommen fra Hillerød. Og han lægger ikke skjul på, at det nye dokument vil blive brugt i retssalen.

»Afgørelsen er en bekræftelse af det, vi hele tiden har sagt, nemlig at der ingen regler gælder på området«, siger René Offersen til politiken.dk.

Kilde: Politiken