Mange bilister oplever det dagligt.
Den lange kø, der opstår, når en tosporet vej fletter sammen til et enkelt spor i myldretiden.
Nogle bilister tager overhalingsbanen og kører forbi den lange række af biler, som holder i kø.
Andre holder i køen og venter på, at trafikken glider.
Men et nyt forsøg peger på, at ét spor er hurtigere end to, når der er flest bilister på vejen.
For et par måneder siden satte Vejdirektoratet forsøget i gang på Hillerødmotorvejens forlængelse mellem Allerød og Hillerød. Formålet var at undersøge, om det er muligt at optimere trafikafviklingen i myldretiden.
Over en periode på 14 dage forhindrede Vejdirektoratet bilisterne i at bruge det ene af de to spor på en kortere strækning i retning mod København. Sporet blev spærret af, så trafikanterne kun kunne køre i det ene uden mulighed for overhaling.
Derfor undgik trafikanterne helt at flette sammen på strækningen i myldretiden.
Resultaterne af forsøget er nu klar.
Hastigheden stiger
De viser, at der er et bedre trafikflow i myldretiden, mens det modsatte gælder uden for myldretiden.
»Vi kan se, at vi får en mere smidig afvikling af trafikken, når bilisterne i myldretiden kun har ét spor at køre i. Der er færre trafiksammenbrud, og trafikken bliver mere jævn og forudsigelig for trafikanterne, hvilket giver et bedre trafikflow. Omvendt er der ikke de store gevinster at hente uden for myldretiden, hvor det ikke er muligt at overhale de mere langsomt kørende køretøjer,« siger projektleder Inge Birkegaard Damsgaard fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Ikke nok med at trafikken glider bedre, så stiger hastigheden også under myldretiden.
Når der er trængsel på vejen mellem Allerød og Hillerød, øges den samlede hastighed med op til fire km/t. ved kun at afvikle trafikken i ét spor. Når der ikke er trængsel, falder hastigheden tilsvarende.
Hillerødmotorvejens forlængelse mellem Allerød og Hillerød er på nuværende tidspunkt anlagt som en 2+1-vej, hvor der skiftevis er henholdsvis to og ét spor i hver retning.
Erfaringerne fra forsøget skal bruges i planlægningen af trafikafviklingen, når Vejdirektoratet går i gang med at udbygge motortrafikvejen til en firesporet motorvej med to spor i hver retning.
»Når vi skal til at udbygge Hillerødmotorvejens forlængelse, vil der være mere trængsel på vejen. Med dette forsøg får vi værdifuld indsigt i, hvordan trafikken afvikles mest effektivt på strækningen,« siger Inge Birkegaard Damsgaard fra Vejdirektoratet.
Udbygningen af motortrafikvejen forventes at starte i 2024.