Giv lige et ærligt svar på det her: Har du venner med sort hår?

Jeg skal selv være den første til at indrømme det. Mit bidrag til integration er ikke-eksisterende.

Klummefoto Nathalie Ostrynski Fold sammen
Læs mere

Den amerikanske bestseller-forfatter Jonathan Franzen er hvid. For nylig gav han et svar til mediet Slate, der ifølge kritikerne er alt for »hvidt«. Forfatteren blev spurgt, om han ville skrive en bog om race. Franzen kvitterede ærligt, at det havde han tænkt på, men at han måtte komme med den »pinlige indrømmelse«, at han ikke havde særligt mange afro-amerikanske venner. Ligesom han heller aldrig havde været forelsket i en afro-amerikansk kvinde.

Svaret har afstedkommet hidsig debat efter en situation i USA, hvor racespørgsmålet er aktuelt prekært. Hos The Guardian harcelerer skribenten Lindy West over, at selvvalgt raceopdeling er »business as usual i det hvide Amerika«.

Lad os lige fastholde mandens ærlighed et øjeblik og sætte den ned på dansk jord, hvor det er etnisk herkomst, der er til debat. Og så giv et sanddru svar på det her: Har du venner med sort hår? Kender du en Mehmet, Antonio eller Amina godt nok til, at de står på lige linje med dem, du ellers holder af? Kender du mennesker, der ikke ligner dig selv?

Jeg har gennem årene hørt mange bortforklarende svar, der spænder fra de politisk korrekte »jamen-jeg-hilser-på-min-grønthandler« og »jeg-synes-jo-det-er-vigtigt« til det mumlende »jeg-har-ikke-så-meget-til-fælles-med-dem« over til det opgivende »jeg-synes-det-er-svært«.

Det ærlige, simple nej-svar hører man til gengæld sjældent.

Jeg skal selv være den første til at indrømme det. Mit bidrag til integration er ikke-eksisterende. Det mest eksotiske, jeg kan opdrive i min egen vennekreds, er to veninder med thailandske rødder og én med ungarske. Resten er pæredansk.

Da vi var på sommerferie med en stor gruppe venner, grinede vi ironisk ad, at alle tilstedeværende børn kom med blondt hår (deriblandt også mine egne). Grinet dækker over en virkelighed, som mange af os lever i – hvor vi ses med mennesker, der mest af alt er en duplikation af os selv: Samme samfundsklasse, samme uddannelsesniveau, samme øjenfarve og ja, endda samme tøjstil. Kender du en Kenneth fra underklassen, hvis du selv er en Victor fra overklassen eller omvendt?

Ironisk nok kender jeg selv til den store samfundsværdi af, at nogle lukker andre ind. Vigtigere endnu kender jeg til betydningen af, at man som dén udefra banker på døre, hvor der står Astrid, Jens og Kim. Som barn af henholdsvis en polsk flygtning og immigrant havde mit liv formet sig noget anderledes, hvis ikke mine forældre selv havde spurgt interesseret ind til en Hansen, og hvis ingen Jensen havde gidet blive venner med en Ostrynski.

Det blev jeg igen mindet om, da jeg i foråret kørte i taxa med en ung, tyrkisk chauffør, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke havde polske venner eller en polsk mand.

»Du har jo forladt dine rødder,« konstaterede han hovedrystende, da han satte mig af.

Ja, det har jeg nok. Når jeg i dag primært har danske venner, kan man enten se det som et udtryk for en vellykket integrationsproces eller min egen etniske blindhed efter år på universitetet og arbejdspladser, hvor de fleste efternavne har været danske. Forklaringen ligger nok et komplekst, ubestemmeligt sted midt imellem.

Nu står jeg så paradoksalt her, jeg kan blive anklaget for mangel på det selv samme, som har givet ilt til min egen fremtid og som politikere fra begge fløje ønsker af både etniske danskere og de med anden etnisk herkomst, når talen falder på integrationsopgaven: Åbenhed.

Hvis det projekt skal lykkes, skal vi ikke lade som om, at vi allerede trykker hinanden i hænderne, og at alle har lyst til at gøre det.