Gidseltagere kræver otte millioner

Otte millioner kroner i løsesum. Det vil det ifølge de somaliske gidseltagere koste at få de fem danske gidsler på Danica White sikkert hjem.

De somaliske gidseltagere kræver en løsesum på otte millioner kroner - eller 1,5 millioner dollar - for de fem danske søfolk, der på ottende uge holdes fanget på skibet Danica White, skriver B.T. lørdag.

Ifølge avisen har det ansvarlige rederi, H. Folmer og Co., ikke mulighed for at betale en løsesum af den størrelse for at få medarbejderne fri. En gennemgang af rederiets regnskab viser, at rederiet er tynget af milliongæld, og at der kun er 1,5 millioner kroner i kassen i likvide midler.

- Vi er et lille rederi, der kæmper for vores liv. Men vi lever af det, og vi beklager os ikke. Men det her, det kan vi ikke betale, siger rederiets meddirektør, Uffe M. Jensen.

Udenrigsministeriet vil ikke betale løsesummen af frygt for nye gidseltagninger.

/ritzau/