Ghita Nørby forever

Ghita Nørby kan fejre 80 år på toppen af den karriere, der begyndte for snart 60 år siden.

Ghita Nørby i hjemmet i Holte med mynden gaia. Foto: Christian Liljendahl Fold sammen
Læs mere

»Der er i Ghita Nørbys talent en mærkelig tone af trods (…) Alt det andet har Ghita Nørby tilsyneladende fået gratis – det søde, det charmerende, det pigeligt bedårende, det feminint kokette. Alt det, hun sejrede på i starten – uden at sejre helt (…) Det var den Ghita Nørby, der var engang – den knejsende holdning, smilehullet i højre kind, den sødme hos den helt unge pige, der ikke når længere end til fortænderne. Kvinden, der endnu ikke er blevet sig selv bevidst som kvinde. Og når man er gammel nok til at huske denne Ghita Nørby, forstår man først, hvor langt hun er nået.«

Sådan skrev Berlingskes mangeårige teateranmelder Jens Kistrup om Ghita Nørby i 1981. Dengang, for snart 35 år siden, stod Ghita Nørby - der 11. januar fylder 80 år - på toppen af sin kunst – hun havde netop spillet ukuelige Winnie i »Glade dage«, den frostskadede Fru Heiberg i »Fra regnormenes liv«, den skånselsløse Martha i »Hvem er bange for Virginia Woolf?« og den destruktive dronning Elizabeth i »Maria Stuart« var lige rundt om hjørnet.

Hun havde overvundet alt det, hun både var velsignet og belastet med, da hun sprang så yndefuldt ind på scenen og debuterede på Det Kongelige Teaters scene som den lattermilde Johanne i vaudevillen »Eventyr på fodrejsen« i 1956.

Kammersangerens datter var husets søde, yndige, nemme datter. Men hvad var der egentlig inde i det kønne hoved? Var hun andet og mere end »Baronessen fra benzintanken« – den glade pige, som dansk film labbede i sig, den ingenue med hvepsetaljen og perlelatteren, som teatret så hende som?

Hendes held var, at instruktøren Erling Schroeder var interesseret i at finde ud af, hvad hun rummede. Selv følte hun også, at der var andet og mere, en kraft, som kæmpede for at få lov til at bryde ud. Hun måtte forlade barndomshjemmet på Kongens Nytorv for at finde ud af, om hun havde ret, og det blev til et afgørende dramatisk gennembrud i køkkenvaskdramaet »En duft af honning« på Allé-Scenen – det nuværende Betty Nansen Teatret – i 1960. Og siden har hun sjældent haft behov for at være yndig.

Hun voksede. Og hun voksede. Eller som hun selv har formuleret det: »Jeg måtte gære ordentlig – som en ost – før jeg fik smag.«

Ved at satse sig selv blev hun det menneske – og den skuespiller – der blev sin generations store fortolker af kvindesindets nuancer og yderligheder – på Det Kongelige Teater igen fra 1970 og siden også alle mulige steder. På film og fjernsyn. Med karakterskuespillerens insisteren på foranderligheden har hun spillet alt – fra de nærmest umenneskelige hverdagsheltinder Ingeborg Skjern og Regitze til en lang række satans kællinger – fra Célimène i Ingmar Bergmans berømmede »Misantropen« i 1973 til samme filmskabers viljefaste mormor i guldpalmevinderen »Den gode vilje«, fra Bernarda Alba til Fru Alving, fra Siri von Essen i »Tribadernes nat« til Laura i »Faderen«.

Skånselsløs mod sig selv og nogle gange mod sine omgivelser. Ve den, der ikke tager sin metier alvorlig. Det skal gælde livet. Knæene må gerne skrabes. Forfængelighed er bandlyst.

Teater har aldrig været en leg for Ghita Nørby, der til gengæld har haft en modvilje mod stilstand, en robusthed til at klare skærene, en lidenskabelighed, der ikke gik at slukke og en grænseløs lyst til at trodse angsten. Et tilsyneladende utømmeligt mod til at se dæmonerne i øjnene. I tilværelsen, hvor hun skulle lære at blive sit eget menneske. På teatret, hvor hun skulle lære at blive sin egen kunstner. Og ikke mindst har hun haft en bevidsthed om at bevare den inderste, ubefamlede hemmelighed for sig selv. Den hemmelighed, hun øser af, men som ikke kommer andre ved. Vi mener da, vi kender hende, er ligefrem på fornavn: Ghita! Men folkeeje? Det er kun noget, vi tror.

Det er ikke for meget sagt, at et dansk publikum har meget at sige Ghita Nørby tak for. For alt det, hun har givet, alt det, hun stadig giver. Mere end de fleste har hun stillet sig til rådighed for sin metier. På toppen for 35 år siden, stadig på toppen af den imponerende, kunstneriske løbebane, der begyndte et helt andet sted for snart 60 sæsoner siden.

Se hende i biografen: Hun er netop blevet Robert-nomineret for sin neddæmpede, men hudløse hovedrollepræstation som kvinden, der ønsker aktiv dødshjælp i Bille Augusts kammerspil »Stille hjerte«. Se hende på teatret: Fra næste måned spiller hun igen Fru Levin i klassikeren »Indenfor murene« – denne gang på Folketeatret.

Hun står der altså stadigvæk. Med det ene ben solidt plantet i fortiden, det andet på evig vej ud gennem døren: Videre, Ghita!