Ghettogymnasier: »Det behøver slet ikke at handle om racisme«

Det handler ikke nødvendigvis om hverken racisme eller manglende tolerance, når unge med dansk og ikke-dansk baggrund søger vidt forskellige gymnasieskoler og hver især foretrækker at gå på gymnasier med deres »egen slags«.

Det fastslår adfærdsforsker Pelle Guldberg Hansen, der er leder af Center for Videnskab, Samfund og Politik på Syddansk Universitet og Roskilde Universitet.

Rektor Yago Bundgaard fra Langkær Gymnasium ved Aarhus er blevet kritiseret, fordi han har fordelt 1.g-eleverne, så de danske elever er samlet i tre klasser, hvor der er en ligelig fordeling af elever med dansk og ikke-dansk baggrund. Det betyder også, at fire andre 1.g-klasser kun består af elever med anden etnisk baggrund. På hele 1.g-årgangen er 80 procent af eleverne af anden etnisk herkomst.

»Ghettodannelser sker ikke kun, fordi folk har meget stærke præferencer om, hvem de vil bo og gå i skole sammen med. Selv den svageste præference kan føre til ghettodannelse over tid. En svag præference kan være, hvis man for eksempel tænker: Jeg vil godt vil gå i klasse med bare fire-fem andre, der minder om mig. Allerede i det øjeblik, man har den mindste mening eller idé om, hvem man gerne vil bo eller gå i skole med, er der dannet grobund for ghettodannelse,« forklarer Pelle Guldberg Hansen.

»I vores modeller skal der stort set ingenting til, før der opstår ghettoer. Det går lynhurtigt, og det behøver slet ikke at handle om racisme, eller om at folk er intolerante,« fastslår han.

Langkær-fordeling er ikke dum

I 1970erne udviklede den amerikanske nobelpristager og økonom Thomas Schelling en matematisk segregeringsmodel, som viser, hvordan ghettoer dannes i blandede boligområder over tid, selv når folk ikke er specielt intolerante. Det er det samme, vi ser ske på gymnasier, folkeskoler og boligområder i især Aarhus og København.

»Vi taler om sociale dynamikker. Når en person flytter sig fra et sted til et andet, påvirker det både det miljø, personen var en del af, og det miljø, personen bliver en del af. Man mangler det sted, man forlod, og fylder op det sted, man flytter til,« siger Pelle Guldberg Hansen.

»Hvis der i en klasse er en fifty-fifty etnisk fordeling, og en af de danske elever flytter, kan det sætte gang i en dominoeffekt for de øvrige danske elever. En af de andre elever ville måske gerne gå i en klasse med en fifty-fifty fordeling. Det er der imidlertid ikke mere, og så skifter han skole. Det får den næste elev til at rykke, indtil der kun sidder én dansk elev tilbage i klassen. Han ville godt gå i klassen, så længe der var mindst én elev ligesom ham. Det er der ikke mere, og så går han også ud. Udefra set kan det godt se ud, som om de var nogle værre racister. Men det behøver overhovedet ikke være tilfældet. Det mest ekstremt »racistiske« synspunkt var den elev, som gerne ville gå i klassen, så længe der var en fifty-fifty fordeling.«

Er der en naturlig grænse for, hvor stor en andel af »vores egen slags«, vi foretrækker?

»Nej. Vores slags kan også være mange forskellige ting, men vi mennesker har nogle naturlige kategorier, der dominerer måden, vi forstår vores samfund på. Det er udseende og køn. Sprog er også markant og fundamentalt. Og endelig er der hudfarve og andre markører for kultur. Vi bruger kategorierne til at navigere i en kompleks verden og prøver at finde sammenhænge. De sammenhænge er blandt andet vores fordomme. Fordomme er nødvendige for at kunne navigere i vores verden,« forklarer han.

Så det var meget fornuftigt, hvad rektoren på Langkær gjorde?

»Der er i hvert fald masser af evidens for, at det kan være rigtigt. Det er ikke dumt, det han har gjort.«

Se andelen af udenlandske elever på hvert af landets gymnasier på listen nedenfor

Tallene summer ikke til 100 procent for gymnasier med få elever. Her har Undervisningsministeriet fjernet tallene af diskretionshensyn.