Genfandt lysten til male gennem Tolkien

Dronning Margrethes hjerte har altid banket for kunsten. Berlingske har mødt majestæten til en samtale om glæden ved farver.

Dronning Margrethes hjerte har altid banket for kunsten. Berlingske har mødt majestæten til en samtale om glæden ved farver. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I morgen åbner Skovgaard Museets store udstilling med værker af Dronning Margrethe. Udstillingen rummer blandt andet nogle eksempler på nogle af Dronningens tidligste tegninger, og der begynder samtalen. Alle børn tegner. De fleste af os holder op med det. Men nogle bliver ved eller genfinder glæden ved at tegne senere i livet. Hvad gjorde Dronningen? 

- Ja, alle børn tegner jo, og jeg syntes virkelig, det var morsomt at tegne som barn. Jeg var meget glad for det. Jeg så billeder for mig. Jeg syntes også selv, jeg havde nemmere ved det end de andre børn, og jeg havde så også en god tegnelærerinde, som opmuntrede mig. Jeg holdt ikke rigtigt op med at tegne, men der kom et tidspunkt, da jeg holdt op med at forestille mig, at det var noget. Det var, da jeg var omkring 15. Jeg så jo også, hvad der skete i samtidskunsten, og jeg kunne se, at det, jeg lavede, det jeg havde lyst til at lave, det var nok sjovt for mig, men det var ikke noget videre. Det var blot noget helt privat, siger Dronningen, da hun tager imod Berlingske Tidende på Amalienborg. 

Så De havde en fornemmelse af, at det, De tegnede og malede, måske nok var.. dygtigt. Men at.. 

» at det manglede originalitet, ja. Det havde slet ikke det, kunst er. Det kunne gøre mig mismodig, at jeg sådan kom til kort. Så jeg lagde det på hylden men dog ikke mere, end at jeg altid havde mit tegnegrej med mig, for det var stadigvæk en meget stor personlig glæde for mig at tegne og male, at være optaget af farver« 

Tolkien

 Men så skete der noget, da De læste Tolkien? 

 »Da jeg som cirka 30-årig læste »Ringenes Herre«, skete der noget, ja. Jeg var meget optaget af bogen, fordi den var skrevet i nutiden men dybt forankret i det fantastiske. Det var en bog, der virkelig satte noget i gang, og jeg havde et stærkt behov for at gøre det, jeg læste, synligt for mig selv. Teksten er så forankret i konkrete landskaber - som Tolkien ganske vist skaber selv - at jeg ikke kunne lade være med at se hans konkrete landskaber for mig. Jeg måtte derfor tegne dem, så jeg også på dén måde kunne se dem for mig. Det slog virkelig benene væk under mig, og jeg genfandt min lyst til at gøre noget ved det at male og tegne. 

Deres Majestæt møder mange kunstnere mellem år og dag, og De er gennem tiden blevet portrætteret af mange malere - Niels Strøbek, Niels Winkel, Preben Hornung, Jørgen Boberg, Thomas Kluge og andre - og når man sidder for en kunstner, kan det vel give anledning til mange samtaler. For eksempel om et så nærliggende spørgsmål som det at male. Hvad betyder mødet med andre kunstnere? 

- I de første mange år mødte jeg kunstnere, der arbejdede med noget, jeg dengang ikke rigtigt kunne sætte mig ind i, men da jeg for eksempel blev malet af Preben Hornung første gang, var jeg selv i gang med at male. Han vidste godt, at jeg fuskede i faget, og jeg dristede mig til at vise ham nogle af mine ting. Ikke malerier men akvareller og tegninger, og da var han vældig sød, for han sagde, at »det der, det er ikke noget, men der, dér er noget«, og det gav mig meget, at han gik så langt som til at sige, at dér var noget, der måske kunne blive til noget. Det at sidde for en kunstner, det giver mig meget, for jeg bruger jo øjnene og iagttager, hvordan de arbejder, og hen ad vejen får man jo også talt lidt om tingene...

Men hvornår er det så, det sker, at det står Dem klart, at det med billedkunsten, det er alvor, det er noget særligt, noget afgørende i Deres liv? At det bliver en nødvendighed? 

- Det bliver det på det tidspunkt, da jeg beslutter mig til at få undervisning i det, og i 1981 bliver jeg så elev hos Mable Rose, hvor jeg går sammen med nogle andre. Jeg går der stadigvæk, for udover, hvad det giver at modtage vejledning, er det også dejligt at skulle arbejde et andet sted end i ens hjem. Det er også praktisk, når man lever et liv, som jeg gør, at man skal være et bestemt tidspunkt hver uge, for så er man der, hvis man altså kan, og så går man til den. Jeg har mine ting der, og når jeg sætter mig foran lærredet, kan jeg koncentrere mig og lægge alt andet til side. Den veninde, der anbefalede Mable Rose, arbejder der også, men det, vi laver, er vidt forskelligt; også fra Mable Roses, og hun kan virkelig den kunst som lærer at lade en sætte sine egne rødder og skyde sine egne skud. 

De nære omgivelser

Hvor finder De Deres egentlige motiver? 

 - Det er mine nære omgivelser. Det er om sommeren. Det er, når jeg kan sidde foran motivet. Det er for eksempel en udsigt i en have. Det kan være Gråsten eller Fredensborg eller andre steder. Så er jeg foran motivet. Det kan efterfølgende være gjort færdigt inden døre, men den væsentligste del af arbejdet er udført foran motivet. Det afgørende for mig er at gengive det, jeg ser, og den fornemmelse, jeg har, når jeg ser det. Sådan står træerne. Sådan tager vinden i græsset. Der flyder åen. Jeg synes, det er dejligt at se på, og disse synsindtryk vil jeg gerne fastholde. Det er ren naturalisme. Jeg forsøger ikke at lave noget nyt, men jeg forsøger dog at lave en ordentlig komposition ud af det. 

I 2003 havde De en afgørende udstilling i Kunsthallen Brandts i Odense, hvor De viste en helt ny serie billeder. Dem der er blålige og grønlige fantasilandskaber og bærer titler som »Fra den yderste kyst« og »Fra de yderste fjelde«. Det var nogle ganske anderledes billeder. Det var en serie billeder båret af et bestemt koncept. Hvad skete der der? 

 - Jeg var nødt til at blive ved og ved med de billeder, for jo mere, jeg malede disse landskaber, jo mere blev jeg nødt til at udforske dem yderligere. De kom frem på lærredet, og jeg måtte gå på opdagelse i dem ved at male flere og flere. Billederne i denne serie blev til over en periode af omkring to år. Hvad det er for nogle landskaber? Det er fantasilandskaber, men de har en udspring i nogle oplevelser af fjelde i Norge. Den grønne farve er vel inspireret af Færøerne. For mig har det været fascinerende at arbejde med den grønne farve på lærredet, så den kommer til at ulme. 

Billederne adskiller sig markant fra Deres tidligere billeder. Hvordan opstod denne kreds af malerier? 

- Det er vanskeligt at sige. Billederne er de mest væsentlige, jeg har lavet, synes jeg. I dem ligger både min fascination af disse vilde og øde landskaber og så glæden ved at arbejde så intenst med den grønne farve. Og at stille den grønne farve over for en blå, der er så dyb, at den næsten bliver sort. Billederne har faktisk rod i de akvareller, jeg lavede til Tolkien; ikke illustrationerne men nogle akvareller jeg lavede med baggrund i min oplevelse af »Ringenes herre«. Ved den lejlighed fandt jeg frem til nogle grønne nuancer, som jeg var meget optaget af, og jeg havde lige fundet billederne frem og hængt dem op, og da jeg kiggede på dem, sagde jeg mig selv, at det kunne være interessant at arbejde med noget tilsvarende på et lærred. Det gjorde jeg så. Jeg prøvede at trænge ind i de landskaber ved hjælp af den grønne farve. Det er også billeder, der fortæller om, at naturen ikke er den rene idyl. Tværtimod. Naturen er en barsk forestilling. Det mærker man måske ikke så meget i Danmark, men det mærker man, når man sejler, og når man kommer til Grønland og Færøerne. Der er naturen meget større end menneskene. 

Om at udstille som Dronningen

Hvad betyder det, at når man udstiller, er der en særlig opmærksomhed - negativ såvel som positiv - fordi Deres Majestæt nu engang er Deres Majestæt. Og at udstillingerne har meget høje besøgstal, fordi det nu engang er Dronningen, der udstiller? 

- Det ved man selvfølgelig godt. Man stiller op til klø, man går nøgen ned ad gaden. Men på den anden side - og det stammer helt tilbage fra min første udstilling, det var i Køge Skitsesamling - så trænger man jo til, at andre ser på det, man laver. Man har behov for, at andre øjne vurderer ens arbejde. Og jeg vidste da udmærket, at der ville være reaktioner, der spændte fra at »nej, det er Dronningen, der har malet det«, til »klap så i og gå hjem og regér« Sådan er det hver gang, men jeg har jo også været så privilegeret, at der er nogen, der har taget det alvorligt, og været klar over, at jeg mener det alvorligt, at jeg maler, og også at jeg udstiller. Så må man tage det med, at der er nogle, der kun ser billederne som Dronningens, og at der er nogle, der synes, at man bare er en amatør.