Generationstyveri eller privilegeret piveri?

Vil vi være et land, hvor velhavendes børn får de bedste chancer – eller et velfærdssamfund, hvor ulige børn har lige muligheder? Men debatten er forkert, mener eksperter, for det er ikke SUen, der skaber lighed.

Prorektor Lykke Friis (tv.) og rektor Ralf Hemmingsen bød i går velkommen til tusindvis af studerende på Københavns Universitet. Foto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere

Da Danmark i 1813 gik statsbankerot, hang spareøksen faretruende over et kunstakademi i København. Men kronprins Christian – ham, der senere blev Kong Christian VIII – skred ind med de i dag berømte ord:

»Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, saa kan vi gerne høre op at være en stat

Spol 203 år frem, og cirka samme sted står debatten i dag. I denne uge fremlagde regeringen sin 2025-plan, og det måske mest drastiske og følelsesladede tiltag er den varslede reform af SU-systemet.

Kort fortalt må de studerende fremover indstille sig på at få 800 kroner mindre i stipendium per måned, til gengæld kan de låne flere penge på favorable vilkår, og de må arbejde mere ved siden af studierne.

Men diskussionen går ikke bare på tal og de studerendes lavpraktiske husholdningsbudget.

Det synes lynhurtigt at være blevet et kulturelt eller moralsk spørgsmål om, hvem vi vil være: Et land, hvor den stærkeste har de bedste muligheder? Eller et civiliseret statsfællesskab – for nu at spidsfortolke gamle Kong Christian?

Dansk Magisterforening kalder de varslede besparelser »en massakre«, som vil »skade videnssamfundet«. Det vil, siger formand Camilla Gregersen i en udtalelse, »skabe en skævhed i uddannelsessystemet, som jeg tror, de færreste danskere vil bryde sig om«. Magisterforeningen bruger også ordene »generationstyveri af dimensioner«, en vending der går igen hos SF-formand Pia Olsen Dyhr og andre politiske modstandere.

Ifølge en Megafon-måling for TV 2 er befolkningen enig. 57 pct. af danskerne er imod beskæringer i SUen. Kun 29 pct. er for.

»Det [er] et udtryk for, at SUen repræsenterer en kerneværdi i det danske uddannelsessystem. Det viser med al tydelighed, at befolkningen ikke ønsker et samfund, hvor de muligheder, unge har, er defineret af deres forældres pengepung,« siger Yasmin Davali, formand for Danske Studerendes Fællesråd, til TV 2.

»Brud med grundlæggende tradition«

Også hos den absolutte elite på universiteterne er modstanden stor. Den internationalt anerkendte DNA-forsker professor Eske Willerslev hører til blandt de hårdeste kritikere af de seneste års millionbesparelser på forskningen – og SU-besparelser huer ham heller ikke. For ham handler det i sidste ende om demokratisk sammenhængskraft.

»Ingen kan vel være uenig i, at det, vi skal leve af i fremtiden, er vores know-how. Men dertil kommer, at det er væsentligt i et demokrati, at vi har et højt niveau af basisviden og dannelse. Jeg vil hellere betale mere i skat og være tryg ved, at vi har et veluddannet samfund. Hvis man ønsker at hæve det generelle dannelsesniveau, så trækker den reform i den helt forkerte retning,« siger Eske Willerslev.

Læg dertil ledelsen på eksempelvis Aalborg Universitet:

»Det er et brud med den grundlæggende tradition om, at økonomiske muligheder ikke skal bremse de unge i at tage en uddannelse,« siger prorektor Inger Askehave:

»Hvad bliver det næste? Skal man eksempelvis til at finansiere nogle uddannelser selv? Det er ikke en udvikling, jeg synes er værd at stræbe efter.«

Snart 50 år med SU

Det er ikke så mærkeligt, at planer om at skære i SUen vækker store følelser.

SUen kan snart fejre 50 års fødselsdag, flere generationer er gået gennem uddannelsessystemet med SU som en selvfølgelig rettighed, og kigger man på den oprindelige lovtekst fra 1970, afspejler den i høj grad de værdier, det lighedsstræbende velfærdssamfund blev bygget op omkring:

»Ingen dygtige elever skal fravælge at studere på grund af manglende økonomiske muligheder,« hed det blandt andet.

SU skulle være en lighedsmager. Og den skulle være en dygtiggører.

På det ene punkt er dens betydning dog ret overvurderet, nærmest mytegjort, siger eksperter. Og på det andet punkt har SU sejret sig lige lukt ind i problemer.

For at tage det sidste først: Da SUen så dagens lys, var antallet af studerende ekstremt lavt. Men bare de seneste ti år er udgifterne til SU fordoblet – fra ti mia. til 20 mia. kroner. De unge har simpelthen gjort det, som politikerne har bedt dem om: De er væltet ind på læreanstalter og erhvervsuddannelser i stort tal.

»I slut-1980erne og 1990erne var SUen en del af den diskussion om, at man pinedød skulle have så mange som muligt til at tage en uddannelse. I dag kredser diskussionen i stedet om, at for mange tager en videregående uddannelse,« siger Jens Peter Thomsen, uddannelsesforsker ved SFI.

Store dele af de årgange, der i dag tager en uddannelse, er arbejderbørn. Hvilket er en kæmpe succes. Men – og her er vi tilbage ved myten om SU – det er ikke SUen, der kan tage æren for det, mener flere eksperter, herunder Jens Peter Thomsen:

»Den sociale mobilitet i Skandinavien har tit noget at gøre med de generelle velfærdsydelser, og det kan være svært at se meget isoleret på SUen,« siger han, der heller ikke finder grund til at antage, at uddannelsesgraden er specielt meget højere i Danmark, selv om svenske og norske studerende må klare sig helt eller delvist for studielån.

»I forhold til den eksisterende viden er det svært at påstå, at det skulle gøre nogen radikal forskel, hvis man omlagde en del af det nuværende stipendium til lån. En lille negativ effekt skulle kun være, at man generelt ved, at børn fra ikke-velhavende familier er mere ængstelige ved at tage lån,« siger Jens Peter Thomsen.

Myte at SU skaber lighed

Tænketanken DEA foretog i slut-2015 en sammenligning af den danske SU og de tilsvarende støttesystemer i det øvrige Norden. Norge omlagde i 2002 al uddannelsesstøtte til lån, men det har ikke – som man måske kunne frygte – betydet færre studerende eller en øget social slagside, siger DEAs administrerende direktør, Stina Vrang Elias:

»Ifølge vores tal tyder intet på, at børn fra uddannelsesfremmede hjem i mindre grad tager en uddannelse efter omlægningen. Man kan heller ikke se en nedgang i antallet, der søger ind. Så de myter kan man godt pakke væk. Det samme gælder den myte, at SU er et effektivt redskab til at bryde den sociale arv. Rockwoolfonden viste i forsommeren, at uddannelsesmobiliteten i Danmark er på niveau med USA. Hvis man vil bryde den sociale arv, skal man investere langt tidligere – i de nul- til seksårige,« siger hun.

Stina Vrang Elias sammenligner SU-reform-snakken med den følelsesladede debat om privathospitaler for 15-20 år siden. Den handlede ikke bare om ventelister og besparelser, men om to grundlæggende forskellige samfundssyn og værdisæt, der stødte sammen:

»Vi er blevet kritiseret for overhovedet at bringe SUen til debat. Men vi bliver nødt til at have diskussionen, for når vi ser på de samlede udgifter, som landet har til uddannelse, så bruger man i dag lige så meget på SU som på selve uddannelseskvaliteten. Og det er ikke godt nok. Danmarks altafgørende konkurrencekraft er, hvor kloge vi er. Derfor har vi behov for, at uddannelserne er rigtigt gode,« siger Stina Vrang Elias.

I foråret anbefalede et ekspertudvalg nedsat af den private forening Axcelfuture, at man skulle omlægge dele af SUen til lån. Stina Vrang Elias sad med i det ekspertudvalg.

Det betyder dog ikke, at tænketanksdirektøren ligefrem jubler over V-regeringens forslag. For en afgørende præmis for Axcel­future-udvalgets anbefaling var, at de sparede millioner blev geninvesteret i uddannelsessektoren i form af eksempelvis dygtigere undervisere, bedre lokaler, mere feedback og flere timer, siger Stina Vrang Elias:

»Præmissen var på ingen måde, at den besparelse skulle bruges på skattelettelser. Det er en ærgerlig prioritering. Man kan så sige »har du ikke bare været naiv hele vejen igennem, Stina?« Men i Holland lykkedes det at geninvestere i uddannelse og i en fond til mønsterbrydere. Så det kan lade sig gøre på en måde, hvor pengene kommer retur til de studerendes fremtid.«

LÆS MERE