Generalens længste dag

Store følelser, traditioner og milliarder af kroner stod på spil, da en gruppe yngre officerer fik overbevist forsvarets øverst chef om, at dansk forsvar skal gennemgå den største reform i nyere tid. Depolitiske forhandlinger, der kan virkeliggøre reformen, begyndertirsdag. Berlingske Søndag rekonstruerer hér det dramatiske forløb.

Forleden mødte nogle af de sidste værnepligtige for at aftjene otte måneders værnepligt ved Forsvarets Sundhedstjeneste på Jægersborg Kaserne. Inden de er færdige er værnepligten forkortet og Jægersborg Kaserne sat til salg. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere

»Hvem har skrevet det her«, spørger generalen og stirrer rundt på sine folk.

Officererne, der sidder bænket rundt om generalens lange, grønlige mødebord, rokker uroligt på deres lyse stole med blåt stofbetræk. Bliver det her en standret, spørger de sig selv.

Vi skriver den 16. juni 2003 på Jægersborg Kaserne. Generalen, der forlanger svar, er forsvarschef Jesper Helsø. Han sidder ved bordenden, og foran ham ligger et udkast til intet mindre end en revolution af dansk forsvar. Ned langs bordet kan hans øjne hvile på et par af hans nærmeste rådgivere og nogle af Forsvarskommandoens unge håb - officerer med rebelske tilbøjeligheder.

Generalen har faktisk læst oplægget på forhånd, så han er ikke overrasket, og i sit indre har han et stykke tid allerede tænkt tanker om at slagte hellige køer. Men det fortæller han ikke officererne rundt om bordet. I stedet lægger han hårdt ud med spørgsmål efter spørgsmål. Han vil have detaljer, sammenhænge og økonomi.

Chefen for Forsvarskommandoens planlægningsstab, den nyudnævnte og meget unge generalmajor Per Ludvigsen, er den første til at forsøge sig med nogle svar, men bliver afbrudt.

»Du kan godt holde mund. Jeg ved godt, hvad du mener. Jeg vil høre, hvad de andre mener«.

Én efter én må officererne gå planken ud og forklare deres planer og baggrunde. Deltagere bruger ord som »rivegilde« og »eksamen« om stemningen.

»Helsø spurgte hele vejen rundt, også orlogskaptajnerne og majorerne, som er det nærmeste, en forsvarschef kommer på menige soldater i sådan et møde. Han ville vide, om de virkelig havde hjertet med i oplægget«, fortæller Per Ludvigsen i dag om den særlige tone på mødet, der vil gå over i dansk militærhistorie som en skelsættende begivenhed.

Nemt er det ikke. Da diskussionen når til værnepligten, bliver forsvarschefen »noget emotionel«. Det var han også to måneder tidligere i april, da han på et lukket seminar på Høvelte kaserne slog fast, at »det blev ikke med ham som forsvarschef, at værnepligten på ni måneder blev ret meget kortere«.

Hans egen forsvarsminister, Svend Aage Jensby havde sagt det samme i marts:

»Vi skal se på, om der er noget i værnepligten, vi kan rette på. Men en værnepligt på tre måneder tror jeg ikke på. Så kan man lige så godt lade være.«

Papiret foran generalen foreslår værnepligten forkortet til netop tre måneder.

»Nu må vi sgu stoppe. Det her bliver over mit lig«, udbryder han.

Og selv da de yngre officerer forklarer, at hæren ikke længere har brug for regimenter og regimentschefer for at uddanne soldater, men bør overlade den opgave til to nye, indsatsklare brigader, giver generalen sig omvendt til at tale om unge officerers behov for at have en »mentor« - en regimentschef som støtte, som »gammelfar-figur«.

Men så vender stemningen. Det sker, da chefen for Forsvarskommandoens ledelsessekretariat, kommandør Niels Wang, går på banen med en bemærkning om, at forsvarschefen nu har en gylden chance for at komme igennem med et paradigmeskift i forsvaret.

Hen mod aften afbryder generalen mødet. Sagsbehandlerne får besked på at skrubbe ud af lokalet, mens han selv bliver siddende tilbage med sine to nærmeste, stabschef og viceadmiral Tim Sloth Jørgensen og generalmajor Per Ludvigsen. Han spørger de to, om de er klar over, hvad de er ved at smide bort over højre skulder.

De nikker.

De tre mænd bryder op og går til middag i cafeteriet. Stemningen er »ikke dårlig«, selv om menuen langt fra kan ophidse - den står på en tør hakkebøf. Forsvarskommandoens førende vinekspert, viceadmiral Tim Sloth Jørgensen, vandrer over græsplænen til sin tjenestebolig på kasernen efter nogle flasker af sin yndlingsvin, Beringer Zinfandel fra 1997.

Da mødet fortsætter kort efter, begynder generalen at stille spørgsmål på en anden måde: »Hvis vi nu gør sådan her«, lyder det nu igen og igen.

»Da vidste vi, at han havde accepteret præmisserne,« fortæller en af mødedeltagerne.

18 timer efter mødets start er forsvarschefen overbevist om, at han må tage ansvaret for den største reform af dansk forsvar i nyere tid. En reform, der erstatter mobiliseringsforsvaret og værnepligten, som den har været kendt i generationer, med langt færre, men skrappere internationale styrker der kan udsendes med meget kort varsel.

Sagen er, at mens generalen sidder der i mødelokalet med fronten mod sine nærmeste, har han samtidig ryggen mod muren i andre sammenhænge. Fysisk og økonomisk. Bunden er gået ud af forsvarets pengekasse. Der mangler mere end en milliard kroner. Og alle forsøg på både at holde fast i det gamle forsvar og samtidig opbygge et nyt indsatsklart forsvar er slået fejl.

Problemet er til at få øje på: Få måneder inden mødet i Jægersborg har USA bedt Danmark stille med et brigadehovedkvarter og 1200-1500 soldater til Irak. Danmark må sig nej. Det går bare ikke, når økonomien skal hænge sammen. Forsvarsbudgettet på over 18 milliarder årligt rækker ikke til mere end 1000 udsendte soldater. Heller ikke selv om forsvaret har fået en ekstra milliard til betaling for internationale operationer i årene fra 2000 til 2004.

Omstændighederne fremmer med andre ord generalens villighed til at tænke nyt og til at lade sine officerer tale ud.

»Men havde du på forhånd spurgt os om chancerne for at komme igennem, så turde vi ikke tro på det«, fortæller en af de yngre officerer ved mødebordet sidste år, kommandørkaptajn Torben Ørting Jørgensen.

»K-notatet«
Folkene omkring bordet er i et eller andet omfang alle forfattere af udkastet til forsvarsreformen - det udkast, som tre måneder senere offentliggøres under navnet »K-notatet« (kapacitetsnotatet), og som fik de store overskrifter om historiske ændringer i forsvaret frem på avisforsiderne.

Det afgørende nye i deres tanker er ideen om at skrotte det gamle forsvar, som er bygget op til at modstå mulige trusler mod Danmark. Altså et forsvar, der skal kunne kæmpe en konventionel krig mod en trussel i form af en invasion fra øst. Sådan som dansk og vestlig forsvar har haft til opgave siden 2. Verdenskrigs afslutning.

I stedet skal Danmark have et forsvar beregnet til at levere de militære værktøjer, kapaciteter, som politikerne ønsker at have til rådighed til især internationale operationer, og som politikerne derfor også må betale for. Hverken mere eller mindre.

De fleste af de yngre officerer kender hinanden indgående, både privat og kollegialt, blandt andet fra fælles tjenestetid i Forsvarsministeriet nogle år tidligere. Derinde sidder nu endnu af gruppens kolleger, Bjørn Bisserup, som kontorchef i det centrale 1. kontor - dér, hvor forsvarsforlig forberedes. Også han er optaget af de nye tanker, der hidtil har ligget i skufferne i Forsvarskommandoen.

Deres leder er Per Ludvigsen, der per 1. maj 2003 blev udnævnt til chef for Forsvarskommandoens planlægningsstab bare 45 år gammel. Han kom til forsvarets top fra jobbet som chef for 3. jyske brigade - en af de brigader, som er beregnet til at forsvare Danmark mod russerne. Med i bagagen fra Jylland havde han frusterende oplevelser. Der var dårligt penge til løn og slet ikke penge til at gennemføre ændringer i brigaden. Brigadens budget for 2003 blev beskåret endnu inden det var trådt i kraft, og i de første tre måneder af 2003 fulgte yderligere to sparerunder, husker han.

Per Ludvigsen afløste kontreadmiral Jørn Olesen - han er i dag chef for Forsvarets Efterretningstjeneste - en erfaren, men traditionelt tænkende planlægger. Jørn Olesen havde sat sine sagsbehandlere til at producere oplæg til nyt forsvarsforlig på blå og gule papirer - i det kendte spor fra tidligere forlig. Fremgangsmåden var den sædvanlige: Man tager det bestående forsvar og lægger lidt til og trækker noget andet fra.

»Vi blev sat til at forlænge sporet med nye planker fremad - hele vejen ud over afgrunden«, siger en af sagsbehandlerne.

Men sagsbehandlerne har altså også nogle helt andre ideer liggende i skufferne, og efter Jørn Olesens afgang kommer de ud i dagslys. 22. maj, tre uger efter sin tiltræden, har Per Ludvigsen første udkast til det senere K-notat i hånden.

»Der lå virkelig mange tanker hos sagsbehandlerne. De sagde til mig, at vi kan fandme ikke få det gamle til at hænge sammen mere«, fortæller han.

Det store netværk
De virkeligt store beslutninger i dansk forsvarspolitik træffes naturligvis ikke af forsvarets embedsmænd alene. Sideløbende med processen i Forsvarskommandoen arbejder embedsmænd fra Udenrigsministeriet, Statsministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen og uafhængige forskere med en rapport om Danmarks sikkerhedspolitiske situation.

Blandt medlemmerne er to af de unge nøglepersoner fra Forsvarskommandoen, oberst Per P. Olsen og kommandørkaptajn Torben Ørting Jørgensen, samt kontorchefen fra Forsvarsministeriet, Bjørn Bisserup. Også denne gruppe når frem til den afgørende konklusion om, at Danmark bør nedlægge mobiliseringsforsvaret.

Men den afgørende faktor er forsvarsminister Svend Aage Jensby. Det er ham, der skal lægge ryg til den kritik, som de rebelske officerers planer uundgåeligt vil føre til. Både han og embedsmændene ved, at reformen vil berøre tusindvis af familier i forsvaret, som skal flytte eller risikerer at miste jobbet. Endnu en omfattende flytning af forsvarets ansatte - denne gang især de civile og de ansatte i forsvarets støttefunktioner som materieltjenesterne - vil med statsgaranti udløse sværme af protestbreve og trusler om opsigelser.

Det er også ham, der skal tage ansvaret for at kaste materielinvesteringer for milliarder ud over rælingen.

Det ved ministeren, da han fra sin feriebolig i Spanien sætter sig til at nedfælde sine tanker om forsvarets fremtid. Alligevel komponerer han en to sider lang telefax hjem til ministeriet:

»Der ses ikke noget behov for at opretholde mobiliseringsforsvaret«, skriver han på familiens ældgamle spanske skrivemaskine uden danske æ, ø og å. Faxen ruller ind i ministeriet samme dag, som forsvarschefen afholder mødet på Jægersborg, den 16. juni.

»Det var sgu den gamle på Holmens Kanal (Forsvarsministeriet, red), der var garanten. Ét pip fra ham, så havde vi været tilbage og i gang med at lægge planker ud over afgrunden igen«, siger en af de unge officerer i gruppen.

Fra ide til praksis
Derefter begynder den hårde proces med at omsætte ideerne til praksis. K-notatet med det nye forsvars grovskelet offentliggøres den 2. september, og i november foreligger det første bud på en pris: Knap tre milliarder dyrere end det nuværende forsvarsbudget.

Spareknive hvæsses, fire milliarder til nye ubåde ryger først ud af modellerne og så ind igen. På et tidspunkt er en hel professionel infanteribataljon ude. Det jordbaserede luftforsvar, som generalen vil beholde, forsvinder. Men den kritiske fase er ikke overstået, så længe det nye forsvar stadig koster mere end det gamle, og der er fortsat et godt stykke vej.

»Der kom et tidspunkt, hvor jeg måtte sige til min modpart i Forsvarskommandoen, at hvis I ikke kommer ned på økonomisk niveau, så er der ikke grund til at holde flere møder«, fortæller Bjørn Bisserup.

På den anden side af Holmens Kanal, modsat Forsvarsministeriet, kæmper Finansministeriets økonomer for at skære en milliard eller halvanden af forsvarsbudgettet, og en politisk afgørelse om den økonomiske ramme trækker ud. Uge efter uge går, mens tingene bliver endevendt endnu engang og så en gang til.

Men 10. marts i år sidder minister og general omsider ved siden af hinanden til pressemøde på Kastellet.

Der er enighed.

Og på tirsdag begynder sidste omgang i processen - den politiske: Forsvarsministeren og forligspartierne Venstre, de Konservative, Socialdemokraterne, de Radikale samt Dansk Folkeparti tager første større runde med heldagsmøde fra klokken 10.

Mødestedet er hemmeligt. Men det er en kaserne. Måske er det Jægersborg.

I filmen »K-notatet« går dokumentaristen Dola Bonfils tæt på tilblivelsen og offentliggørelsen af notatet. Filmen indgår i serien »Magtens Billeder« og vises på DR1 onsdag den 21. april kl. 20