Geir Lippestad om tre afgørende øjeblikke i Breivik-sagen

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tilregnelig eller ikke tilregnelig …

Det centrale punkt i retssagen var om, hvorvidt Breivik var tilregnelig eller ej, og dermed kunne straffes eller ej. To sagkyndige erklæringer endte med hver deres konklusion. Breivik, og hans forsvarer, kæmpede for til­regnelighed.

»Det var specielt, fordi anklagerne nedlagde påstand om frifindelse, fordi han var psykotisk, mens vi forsvarere nedlagde påstand om straf og tilregnelighed. Jeg troede på, at vi kunne få medhold, selv om der var to modstridende erklæringer, og selv om det er normalt i en retssag, at den rimelige tvivl skal komme klienten til gode. Men dommerne så bort fra den første erklæring (der vurderede ham utilregnelig, red.), for den havde slet ikke vurderet det som en mulig teori, at han var politisk terrorist. Med den bevisførelse, vi havde haft, tænkte jeg, at det var det rigtige resultat.«

Ingen anke …

Anklagemyndigheden ikke fik medhold i påstanden om utilregnelighed, men ankede ikke sagen til højere retsinstans. Det gjorde Breivik heller ikke, og ved ankefristens udløb i september 2012, blev der dermed sat endeligt punktum i sagen.

»Jeg var vældig glad for, at den ikke blev anket. Vi havde fremmet hans (Breiviks, red.) påstande og gjort det, han havde forlangt, og jeg så for mig yderligere halvandet år med den sag. Jeg havde selvfølgelig gjort det, hvis den var blevet anket, men nej, det var ikke noget, jeg så frem til. På dagen, hvor ankefristen udløb, kørte jeg ud til Breivik og tænkte, at han sikkert ville anke, fordi han havde en tanke om at køre endnu en sag for at få ny opmærksomhed. Men han sagde nej, han var ganske tilfreds. Da jeg kørte fra det møde, da var jeg virkelig lettet.«

Da Breivik græd …

På retssagens første dag afspillede anklage­myndigheden en film, som Breivik selv har klippet sammen, og som fremfører hans ideologiske synspunkter. Under afspilningen brød Breivik ud i gråd.

»Det var den eneste gang, jeg så ham vise følelser. Den eneste gang. Og det var et vigtigt signal, fordi jeg dermed så, at han havde følelser, og jeg kunne som forsvarer se, hvornår han viste dem. Det var under hans egen film, mens han ikke fældede en tåre under gennemgangen af, hvordan de enkelte blev dræbt. Det sagde mig i grunden meget om ham som person.«