Geertsen: Nu må dialogen om Ungdomshuset stoppe

Martin Geertsen (V) fordømmer unge demonstranters besættelse af et hus i Københavns nordvestkvarter. Nu må dialogen med de unge indstilles, mener han.

Hvis der nogensinde har været en minimal chance for, at Københavns Kommune skulle eksperimentere med et nyt Ungdomshus, så er det slut nu. Det siger Københavns kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V), efter at unge demonstranter lørdag besatte et hus i Københavns nordvestkvarter.

Besættelsen skete i forbindelse med en demonstration for Ungdomshuset på Jagtvej 69, og det understreger endnu engang, at de unge bruger vold som udtryksmiddel, mener Martin Geertsen.

- Kommunen skal ikke engageres i huse og mennesker, som har udgangspunkt i kriminelle miljøer. Så enkelt er det. Der er masser af fredelige mennesker, der hver dag henvender sig til kommunen for at få lokaler, og de skal ikke overhales inden om af unge autonome. Nu må de øvrige partier i borgerrepræsentationen indse, at de unge ikke kan holde sig inden for lovens rammer, og derfor er der ikke noget at føre dialog om, siger Martin Geertsen.

Gennem sin pressesekretær siger Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S), at det ikke virker som om, de unge forfølger en politisk løsning, når de besætter et hus. Ritt Bjerregaard vil dog tidligst kommentere episoden og det videre forløb søndag.

/ritzau/