Gaseksplosion i lejlighed efter forsøg med cannabisolie

Døre og vinduer blev blæst ud af en lejlighed, da en 27-årig mand eksperimenterede med cannabisolie.

Døre og vinduer blev blæst ud af en lejlighed, da en 27-årig mand eksperimenterede med cannabisolie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Et eksperiment med cannabisolie i en gryde udviklede sig sent søndag aften til en gaseksplosion i en lejlighed på Nygade i Nakskov.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

En 27-årig mand fra byen havde forsøgt at udvinde cannabisolie i en gryde. Da forsøget ikke gik som håbet, tilføjede manden lightergas.

Det resulterede i en større eksplosion, hvor lejlighedens døre og vinduer blev blæst ud.

Ifølge folketidende.dk blev eksplosionen udløst, da en ven til den 27-årige kom ind i lejligheden med en tændt cigaret.

Den 27-årige blev efterfølgende kørt på sygehuset til undersøgelse for sine skader, men er siden blevet udskrevet.

»Ingen af mændene kom til skade, men lejligheden fik meget store skader ved eksplosionen,« siger Kent Edvardsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til folketidende.dk

Manden er nu anholdt, sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

/ritzau/