Gammel coaster sank på sin allersidste rejse

Det 50 meter lange skib, der var på vej fra København til ophugning i Grenaa, sank sent lørdag aften ud for Hesselø.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En cirka 50 meter lang og syv meter bred coaster ligger nu på cirka 20 meter dybt vand ud for Hesselø i Kattegat.

Skibet, der har mange år på bagen, sank lørdag aften, da man var i gang med at bugsere det fra København til ophugning i Grenaa.

- Vi får klokken 20.10 en melding om, at coasteren er begyndt at tage vand ind. Om bord er to personer, som forsøger at pumpe vandet ud. Vi sender en helikopter med ekstra pumpeudstyr. På et tidspunkt bliver vi enige om, at det nok ikke kan lade sig gøre at pumpe vandet væk, siger stabsvagt Palle Lauritsen, Søværnets Operative Kommando (SOK), til Berlingske Nyhedsbureau.

De to personer evakueres fra skibet klokken 21.30, og klokken 22.40 synker det ud for Hesselø, der ligger cirka 25 kilometer nord for Sjælland.

Det er nu op til Søfartsstyrelsen at vurdere, om skibet skal blive liggende på havets bund.

- Vi har i øjeblikket (søndag morgen, red.) en enhed ude, hvor coasteren sank, for at tjekke for eventuelt olieudslip, men der er intet tegn på udslip, siger Palle Lauritsen.