Gallup: Foghs flertal væk - igen

Regeringens flertal er atter forsvundet, viser en Gallup-måling. Socialdemokraterne får det bedste resultat i Helle Thorning-Schmidts formandsperiode.

Vælgerne støtter ikke længere i samme grad statsminister Anders Fogh-Rasmussens (V) regering.

Ifølge en Gallup-måling i Berlingske Tidende søndag har regeringen og Dansk Folkeparti således akkurat ikke længere flertal.

Hvis der var valg i dag, ville 48,7 procent af vælgerne stemme på regeringsblokken, mens 49,5 procent peger på oppositionen.

Situationen var den samme i november, mens regeringssiden generobrede flertallet i decembermålingen.

Socialdemokraterne fortsætter sin fremgang og står nu til 29,9 procent af stemmerne - det bedste resultat i hele Helle Thorning-Schmidts tid som partileder. S distancerer dermed klart Venstre i kampen om at være det største parti. Venstre må nøjes med 26,4 procent hos Gallup.

De øvrige partier ligger alle tæt på resultat fra valget for to år siden. Størst er forskellen for SF, der får frem fra 6,0 til 8,1 procent af stemmerne.

/ritzau/