Galla, løb og kunstudstillinger: Sådan fejrer Danmark kronprins Frederik

Kronprins Frederik skal i sin 50-års fødselsdagsuge både løbe, se sig selv malet og hyldes på balkon, som det sig hør og bør. Her er programmet for den royale fejring.

Lørdag den 26. maj fylder kronprins Frederik 50 år, og i den forbindelse er det muligt at møde fødselaren flere steder i landet i ugen op til. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Mandag 21. maj: Royal Run

Kronprinsens fødselsdagsuge skydes i gang med løbeeventet Royal Run, som finder sted i landets fem største byer – Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og København/Frederiksberg. Interesserede kan løbe med og vælge mellem løbedistancerne one mile (1,609 km) og ti km. Fødselaren løber samtlige løb i hele landet, men Hans Kongelige Højheds løbedistance vil variere fra by til by. H.K.H. kronprinsesse Mary løber med i Odense.

Tilmelding skal ske på royalrun.dk eller i royal run-appen, og et startnummer til ti km-løbet koster 250 kroner, mens one mile-distancen koster 75 kroner. Man kan også blot møde op som publikum.

Aalborg: Klokken 8.50, Honnørkajen
Kronprinsen modtages af borgmester Thomas Kastrup-Larsen og repræsentanter fra DIF og DGI og løber herefter one mile-løbet.

Aarhus: Klokken 11, Frederiks Allé
Kronprinsen bydes velkommen af borgmester Jacob Bundsgaard og igangsætter ti km-løbet og byens første one mile-løb. Herefter løber Kronprinsen selv one mile, og det gør han i et tempo, som betyder, at han vil være til stede, når de første løbere på ti km-strækningen kommer i mål.

Esbjerg: Klokken 13.20, Gl. Vardevej ved Blue Water Dokken
Kronprinsen modtages af borgmester Jesper Frost Rasmussen, og ved modtagelsen vil der være faldskærmsopvisning. Kronprinsen løber one mile-strækningen og overrækker efterfølgende medaljer til løbere og igangsætter byens ti km-løb.

Odense: Klokken 16, Kongens Have
Kronprinseparret tages imod af borgmester Peter Rahbæk Juel, og herefter skyder kronprinsesse Mary one mile-løbet i gang, hvor Kronprinsen løber med. Herefter bytter Kronprinsparret roller, da kronprins Frederik igangsætter byens ti km-løb, som Kronprinsessen løber med i.

København/Frederiksberg: Klokken 18.35, Gl. Kongevej
Kronprinsen bydes velkommen ved startområdet på Frederiksberg af kommunens borgmester Jørgen Glenthøj og Københavns overborgmester Frank Jensen. Herefter skyder kronprins Frederik eliteløbet i gang og løber selv ti km-løbet gennem hovedstaden.

Tirsdag 22. maj: Reception på Kongeskibet Dannebrog

Klokken 14.15, Amaliehaven, København. H.K.H. Kronprinsen modtager protektioner til reception og sejltur på Kongeskibet Dannebrog.

Onsdag 23. maj: Besøg i Aarhus

Klokken 10, Kronprinseparret indleder onsdagen med et besøg i Filmby Aarhus. Herefter deltager de i åbningen af det Internationale Sejlsportscenter på den nye havnefront.

Onsdag 23. maj: Aarhus Universitet

Klokken 13, Bartholins Allé 7 i Aarhus C. Kronprinseparret deltager i åbningen af Crown Prince Frederik Center for Public Leadership ved Aarhus Universitet. Det nye center skal levere forskningsbaseret viden om offentlig ledelse og forankres på Institut for Statskundskab, hvor fra Kronprinsen blev cand.scient.pol. i 1995.

Torsdag 24. maj: Portrætafsløring på Frederiksborg Slot

Klokken 15.00, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Kronprinsparret og Dronningen deltager i afsløringen af et nyt portræt af kronprins Frederik, som er malet af den australske billedkunstner Ralph Heimanns. Udstillingen »Ralph Heimans Portrætter« åbner samme dag, og foruden portrættet af Kronprinsen tæller kunstudstillingen også et portræt af kronprinsesse Mary, medlemmer af det britiske kongehus og andre internationale personligheder.

I anledning af Kronprinsens 50-års fødselsdag åbner museet også udstillingen »H.K.H. Kronprins Frederik – Prins til Danmark«, der igennem klæder og billeder giver et indblik i Kronprinsens liv.

Lørdag 26. maj: Vagtskifte på Amalienborg

Klokken 12.00, Frederik VIII’s Palæ, Amalienborg. Kronprinseparret, deres fire børn og Dronningen træder ud på balkonen. Den Kongelige Livgarde gennemfører vagtskifte.

Lørdag 26. maj: Gallataffel på Christiansborg Slot

Klokken 20.00, dronning Margrethe er vært ved et gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af Kronprinsens 50-års fødselsdag. Den danske kongefamilie og gæster fra ind- og udland vil tage del i fejringen.

Søndag 27. maj: Tv-showet »Hele Danmark fejrer Kronprinsen«

Klokken 20.00, DR1 sender fødselsdagsshowet »Hele Danmark fejrer Kronprinsen« live fra Royal Arena. Kronprinsen og den kongelige familie overværer showet.

Kilde: Kongehuset.dk