Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
For mange danskere er uge syv lig med vinterferie, og måske går turen sydpå til varmere himmelstrøg eller en tur på skiferie.
Men hvert år kommer nogle danskere ikke længere end til lufthavnen, fordi de ikke har styr på deres gældssag i fogedretten.
For de danskere, der har en sag i fogedretten, kan blive anholdt i lufthavnen, hvis der er afsagt en kendelse om, at politiet kan anholde dem.
Kendelsen bliver afsagt, når en person ikke har reageret på henvendelser om at møde op i fogedretten.
I Københavns Politi er der i øjeblikket cirka 1600 sager i fogedretten med folk, der skylder penge. Af dem er der i omkring 700 afsagt kendelse om, at de pågældende kan anholdes.
Derfor opfordrer politiet til, at de pågældende får styr på sagen i fogedretten, inden de rejser.
»Vinterferien nærmer sig. Vanen tro vil en række ferietrængende danskere ikke komme længere end lufthavnen.«
»For skylder man i fogedretten, får man ikke lov at rejse. Så en opfordring: Få orden på sagerne, så risikerer du ikke, at vinterferien kun går til terminal 2,« skriver Københavns Politi på Twitter.
I januar gik det da også galt for en mand, der mødte op i lufthavnen med sin familie for at rejse til Thailand. Men da manden identificerede sig i lufthavnen, blev han stoppet og anholdt, oplyste Nordsjællands Politi.
Manden havde en gæld på 3000 kroner, men da den havde stået længe, var sagen endt i fogedretten.
Og manden havde forinden modtaget flere advarsler om, at han ville blive anholdt, hvis han for eksempel forsøgte at rejse udenlands.
/ritzau/