Gade væmmes over torturoplysninger

Forsvarsminister Søren Gade (V) siger, at han væmmes over vidneforklaringer om systematisk mishandling af fanger i en amerikansk fangelejr i Kandahar.

Mens danske soldater i vinteren 2002 havde ordre om at overgive Taleban- og al-Qaeda- fanger til en amerikansk fangelejr i Kandahar, blev der i selv samme lejr begået systematisk mishandling. Det viser ti edsvorne vidneafhøringer af amerikanske forhørsledere, der var udstationeret i Kandahar. I vidneforklaringerne fortæller de amerikanske forhørsledere blandt andet, hvordan en fange er blevet trukket rundt i affald, mens andre fanger er blevet slået til blods. I enkelte tilfælde har forhørslederne taget billeder af fanger for at dokumentere mishandlingen.

Vidneerklæringerne blev ifølge den amerikanske borgerrettighedsgruppe, American Civil Liberties Union, ACLU, offentliggjort i begyndelsen af december sidste år.

De amerikanske vidneerklæringer kommer bag på forsvarsminister Søren Gade (V).

- Det gør dybt indtryk på mig, og jeg væmmes ved det som menneske. Jeg får jo kuldegysninger af at læse det. Jeg bryder mig ikke om det, siger han.

/ritzau/