Fyret for at hoste

En regnskabsassistent mistede jobbet på grund af »en generende hoste».

Hvis du hoster for meget, så kan du risikere at miste dit job.

Det er den groteske situation, hvis du arbejder i regnskabsafdelingen i Kolding Herreds Landbrugsforening.

Personen, som for første gang i Danmarkshistorien har været udsat for sådan en fyring, er den 49-årige regnskabsassistent Johan From fra Fjelstrup ved Haderslev, skriver B.T. fredag.

- Jeg fik aldrig en chance, selv om jeg ved ansættelsen havde fortalt om mine hoste-problemer. Jeg synes, det er ydmygende. Hvorfor kunne man ikke udvise lidt større tolerance og medmenneskelighed?, spørger Johan From.

Han blev sagt op efter en måneds ansættelse i firmaet. Fyringen blev begrundet med »en generende hoste».

Johan Froms lunger blev, da han var to år, angrebet af stafylokokker, hvorefter halvdelen af venstre lunge måtte opereres væk. Ikke desto mindre har der aldrig været problemer i de 25 år, han arbejdede på kontoret på Fjelstrup Maskinstation, men på den nye arbejdsplads blev han mødt af isnende kulde.

Johan From har allieret sig med HK i Kolding, som mener, at han skal have 208.000 kr. i erstatning, svarende til ni måneders løn.

- Vi har aldrig i HK oplevet en lignende sag. Vi har lige vundet en sag, hvor en person fik erstatning for fyring, fordi hun var for tyk, og vi synes, det er lige så vanvittigt, at man skal fyres, fordi man hoster, siger faglig konsulent i HK Kolding, Ditte Finsen til B.T.

- Det er fuldstændig vanvittigt, at arbejdsgiverne på den ene side skriger efter arbejdskraft og på den anden side sorterer dygtige folk fra på grund af ligegyldige skavanker, siger HKs næstformand Mette Kindberg til B.T.

Bestyrelsesformand Asger Christensen fra Kolding Herreds Landbrugsforening vil ikke kommentere sagen, og det lykkedes ikke B.T. at få en kommentar fra direktør Mogens Vesten.

Kilde: BT