Frygter coronavirussen: Danskerne begynder at hamstre nu

Nemlig.com Nemlig.com

Lige nu er 27 danskere smittet med coronavirussen, men alt peger på, at det tal bliver en god sjat større.

Og nogle danskere tror åbenbart, at det bliver så alvorligt, at det nu er nødvendigt at købe godt ind af langtidsholdbare madvarer.

Det fortæller Nemlig.com til Finans.

Online-supermarkedet har nemlig oplevet en stor stigning i salget af varer som toiletpapir, tun i olie, makrel i tomat og pasta.

Er du en af dem, der har valgt at købe ind i stor stil til en eventuel isolation i forhold til coronavirussen? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

»Folk køber til lager. På nationalt plan kan vi se, at folk køber pasta ind i stor stil – husholdningspapir – toiletpapir og køkkenruller – er det samme. Vi oplever nærmest en eksplosion i salget af grovkiks, mel, ris i kogeposer, torskerogn og makrel samt dåsegrøntsager som bønner, ærter, linser på dåse – de alene er steget med over 150 pct,« fortæller Mikkel Pilemand, der er kommerciel direktør hos Nemlig.com, til FInans.

Derudover fortæller direktøren, at man har solgt dobbelt så meget håndsæbe som normalt.

I alt er 27 danskere blevet smittet, og 458 danskere er i karantæne.