Den 16-årige efterskoleelev Stine Munk er træt, ked af det og vred. Hun vil have politikere til at kigge på mulighederne for at åbne op for de ældre elever, herunder efterskolerne. »Vi lever jo i en lille isoleret boble,« siger hun.
Da coronavirussen ramte i foråret, var der kun én ting, der kunne få 16-årige Stine Munk til at holde hovedet højt.
Hun måtte på grund af coronavirussen afslutte ti års skolegang uden fest og farver på sidste skoledag. Men tanken om, at hun efter sommerferien skulle starte på efterskole, fik hende til at glemme alt om restriktioner og afsavn til den normale hverdag.
Hun glædede sig helt vildt.
Nu – næsten et år efter – sidder hun hjemme i stuen i Skanderborg. Efterskolen er lukket ned, og hverdagen er erstattet med Netflix og undervisning, der foregår på Google Teams. Ikke ligefrem det, hun drømte om, da hun startede på efterskole for et halvt år siden.
Stine Munk har tydeligt kunne mærke, hvordan nedlukningen af efterskolen påvirker hende mentalt.
»Jeg aner faktisk ikke, hvordan jeg får tiden til at gå. Det er, som om at livet er sat på pause, mens tiden bare går og går. Jeg laver intet og ser ingen. Jeg bliver vred, ensom og føler mig overset. Det her efterskoleår, det får jeg aldrig tilbage.«
Selvom hun godt ved, at hun ikke skal tænke for længe på alt det, som hun føler, at hun går glip af, når hun sidder hjemme i Skanderborg, er det svært at lade være.
»En gang imellem falder mine tanker hen på alt det, jeg går glip af, og alt det, jeg mister ved at sidde herhjemme. Det er jo hele min hverdag og mit efterskoleliv, som er blevet taget fra mig. Jeg mister så mange oplevelser og kontakt til venner, og det gør mig ærgerlig og ked af det,« fortæller hun til Berlingske.
Savnet til de 140 andre unge på Vandel Efterskole er stort, og Stine Munk har kun set to af sine veninder fra efterskolen, siden hun blev sendt hjem til Skanderborg 18. december.
At gå fra at se alle sine venner hver eneste dag til at sidde alene hjemme hos forældrene har været et hårdt skift for Stine Mink, som ofte bliver ramt af at føle sig ensom, når hun sidder langt væk fra alle vennerne.
»Vi var jo vant til at lave alt sammen. Om det var filmaftener, dybe samtaler klokken lort om natten eller at spille musik i øvelokalet, så gjorde vi det sammen. Jeg har aldrig følt mig så alene, og jeg savner mine efterskolevenner helt vildt meget. Jeg ser dem jo gennem skærmen, når vi er til undervisning, men det gør bare savnet endnu større.«
Stine Munk og hendes efterskolevenner sad endnu en gang klar, da pressemødet gik i gang mandag aften klokken 18. De var spændte og håbede på at få noget mere afklaring, og at efterskolerne ville blive nævnt i et eller andet omfang.
Men til alles store skuffelse blev der ikke sagt et ord om efterskoler. I en chatgruppe på Messenger skrev Stines venner om, at de måtte handle for at få politikerne til at handle.
»Vi bliver nødt til at strejke fra skole for at få dem til at gøre noget,« lød en af beskederne.
Stine Munk ved godt, at det ikke er ligetil at åbne op, men hun tror alligevel, at det i sidste ende vil kunne betale sig at åbne efterskolerne.
»Jeg ved jo godt, at vi ikke kan være 100 procent isoleret, for personalet har familie derhjemme. Men som jeg ser det, er risikoen så lav, og goderne er så store. Konsekvenserne af, at vi unge sidder herhjemme, er store, og jeg håber, at politikerne snart vil begynde at tage det alvorligt.«
