Frivillige læsevenner tager over for mor og far

I Struer Kommune læser frivillige sammen med tosprogede elever. Det styrker eleverne fagligt og socialt, siger kommune og ekspert.

Arkivfoto: To gange om ugen sætter frivillige læsevenner sig til rette sammen med elever i modtageklasserne i Struer Kommune. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

To gange om ugen sætter frivillige læsevenner sig til rette sammen med elever i modtageklasserne i Struer Kommune.

Her hjælper de eleverne med at knække koden til det danske sprog, når de læser med dem og forklarer ordenes betydning. Det skriver P4 Midt & Vest.

Det anbefales, at børn læser 20 minutter dagligt. Men mange af de tosprogede elever har ikke de samme muligheder for at læse derhjemme som deres danske klassekammerater, fortæller tosprogskonsulent i Struer Kommune, Sanja Grcic.

»Vi ved, at de fleste af de nyankomne forældre ikke kan løfte den opgave, så hvis vi skulle skabe de samme rammer for nyankomne elever, vidste vi, at vi skulle tænke kreativt,« siger Sanja Grcic, som derfor kontaktede frivilligcentret i Struer og fik et samarbejde op at stå.

Andreas Rasch-Christensen er forsknings- og udviklingschef ved VIA. Han ser meget positivt på Struer Kommunes tiltag med de frivillige læsevenner og mener, at andre kommuner med fordel kan lade sig inspirere.

»Læsevenner kan være en god ide, fordi man understøtter elevernes sproglige udvikling. Det er vigtigt, når de kommer til landet og skal lære et sprog, men det kan også understøtte børnenes sociale udvikling, fordi man kobler dem til nogle, som også kan hjælpe dem med at sætte sig ind i kulturen,« siger Andreas Rasch-Christensen til P4 Midt & Vest.

Han påpeger dog, at læsevennerne ikke kan gøre det ud for undervisningen i modtageklasserne.

»Der kommer nogle elever, som aldrig har gået i skole før, og som kommer med nogle traumatiske oplevelser i bagagen. Derfor kræver de formodentlig noget socialpædagogisk støtte. Og nogle gange noget psykologisk støtte. Så hvis man fra kommunernes side tror, at man kan håndtere alle udfordringer gennem et sådan tiltag, så løber man ind i problemer,« vurderer Andreas Rasch-Christensen.