Frisører får brystkræft

Frisører risikerer at få brystkræft af deres arbejde, og for hvert år, de arbejder i faget, stiger deres risiko. Forbundsformand kræver øjeblikkelig indsats.

En kvinde, der har arbejdet mere end 10 år som frisør, har 70 procent større risiko for at få brystkræft, end kvinden, der ikke ordner hår på andre.

Det er konklusionen på en stor undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, som dog ikke officielt konkluderer, at det er arbejdsmiljøet, som udgør en særlig kræftrisiko.

- Men vi ser tydeligt, at jo længere, man har været i faget, jo højere bliver risikoen. Og det er normalt et tegn på, at der kan være et problem i arbejdsmiljøet, siger seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.

Hos Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund har formanden, Poul Monggaard, straks bedt både Beskæftigelsesministeriet og Arbejdstilsynet om hjælp til at få kortlagt, hvad det er i arbejdsmiljøet, der er kræftfremkaldende.

/ritzau/