Frisk over Limfjordens vande

Der er ikke langt til hav eller fjord, uanset hvor i kongeriget, vi bor. Og vandet og de mange spændende småøer drager. Vi besøger Livø i Limfjorden i Berlingskes sommerserie om danske landskaber.

Livø Tap, den fredede del af øen, med Himmerland i baggrunden.<br>Foto: Morten Juhl Fold sammen
Læs mere

For 6.000 år siden tog stenalderfolket fra Ertebølle ved Limfjorden over til den lille Livø om sommeren. Det er der i hvert fald meget, der tyder på, fortæller skovfoged Jens Erik Nielsen, Buderupholm Statsskovdistrikt, på en tur rundt påøen, der ligger ti kilometer sydvest for Løgstør og er omgivet af Fur, Salling, Mors, Thy og Vesthimmerland.

Og man forstår godt forfædrenes valg af sommerkvarter, for det er en dejlig lille ø. Livø er en af de kun 70 af Danmarks øer og holme, der er beboede, og her er en halv snes fastboende tilknyttet Skov- og Naturstyrelsen, der har ejet øen, der blev fredet i 1977, siden 1980.

Den er 320 hektar stor og 12 kilometer hele vejen rundt, men på trods af dens lidenhed kan man opleve næsten alle danske landskabstyper påøen. Her er både økologisk landbrug, hede, overdrev, skov og mægtige kystskrænter, og så ligger der en hel lille by, bygget af Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning, der ejede øen fra 1911 til 1961, hvor omkring 100 udviklingshæmmede kriminelle mænd blev holdt isoleret og beskæftiget med landbrug, skovbrug og gartneri.

»Livø er en moræneø fra sidste istid, men den er under stadig forvandling. I de 17 år, jeg er kommet her, har havet ædt 5-10 meter af klinterne mod nordvest, men øen er vokset tilsvarende mod sydøst, hvor det er blevet aflejret igen. Her står klinterne stort set, som de har ståe,t siden stenalderhavet måtte vige for landhævningen, og der er opbygget et marint forland, en strandvoldslette,« siger Jens Erik Nielsen.

Liv Tap, øens sydligste punkt, er sælreservat og derfor det eneste sted påøen med adgang forbudt, Men man kan se sælerne fra udsigtstårnet ved Krebsedamsvej og fra det ti meter høje Hesselbjerg, og man kan komme helt tæt påøens besætning af 60 store, tunge sorte Anguskvæg, der græsser på markerne ned mod Tappen. Det er heller ikke svært at fåøje på nogle af de godt 100 stykker dåvildt, der stammer helt tilbage fra middelalderen, hvor der blev sat vildt ud påøen.

»Landskabet er herregårdsagtigt, for man fornemmer slet ikke, at her er huse og bygninger,« siger Jens Erik Nielsen, mens vi går tur i marken med mandshøj svedjerug, en gammel skandinavisk rugsort med et ekstremt højt proteinindhold, som dyrkes på Livø for en økologisk bager i Hjørring. Her dyrkes bl.a. også emmer, enkorn og spelt, og der er lavet små stier ind i markerne, så man kan komme helt tæt på de spændende kornsorter.

Svinenes slikbutik
Nørreskoven er en naturskov med rester af eg og hassel, der var dominerende i stenalderen. I 1600-tallet var der så meget af den skovtype, at flere hundrede svin kunne leve af at æde olden i skoven. Der er stadig mange 300 år gamle krogede og forvredne egetræer tilbage i skoven, der næsten har urskovspræg.

Inde i den tætteste del af skoven ligger der en stor sten, Jomfrustenen.

»Hvis man sætter sig op ad stenen en rigtid lummer sommerdag og døser lidt, så vil man se en skønjomfru komme svævende gennem skoven hen imod stenen,« fortæller Jens Erik Nielsen.

Livøs historie er kendt helt tilbage til 1100-tallet, da den hørte under Vitskøl Kloster, der kan ses ovre i Himmerland. Steen Steensen Blicher havde et tæt forhold til Livø, hvor hans yngste datter, den smukke Malvine, hvis skæbne på mange måder lignede Marie Grubbes, boede nogle år med sin fordrukne mand.

i dag er Livø meget brugt som lejrskole- og ferieø med både lystbådehavn, campingplads, købmandsbutik og kro. Har man ikke selv båd, kan man komme til Livø med færgen fra Rønbjerg.

Livø er bilfri og på grund af faunaen er hunde forbudt påøen.