Frigjorte kvinders kampdag

Til kampdagens første arrangement mødte Berlingske ingen undertrykte kvinder, men kvinder, der føler sig frie og klar til at kæmpe for dem, der ikke er det.

Foto: Sofie Mathiassen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er spækket med damecykler i snart sagt alle regnbuens farver udenfor dagens første kampdags arrangement. Gennem de åbne døre konstaterer Anne Linnet, som hun har gjort det siden kvindekampen var på sit højeste, at »Du er så smuk og dejlig,« så ordene får det til at banke i betonen i lokalet i Nordhavn og vel også lidt i hjertet på tværs af generationerne. Indenfor har de været i gang med morgenfesten siden før daggry, og nu trisser glimmerglimtende kvinder i 20erne ud i hverdagen uden for.

Det er som om, denne kampdag er vigtigere end i mange år. Trumps tag i fissen har gjort vreden relevant for flere, og feminismen nøjes ikke længere med at gennemsyre oplyste samfunds underliggende strukturer i lovgivning og sindelag, men er blevet en synligt revolutionær ideologi igen.

»Med Trump som præsident er det blevet endnu vigtigere at vise, at man tør kæmpe imod. Han har ført til en fornyet vrede, fordi de rettigheder, man måske har taget for givet, nu er truet,« siger Malene Kongsgaard, der er 26 år og medicinstuderende, og som har danset hele morgenen.

Foto: Sofie Mathiassen.

I medierne indledte blandt andre Enhedslistens Pernille Skipper kampdagen med en kritik af feminismens nye krænkelseskultur og hidsige identitetspolitik, hvor næsten alle udsagn om seksualitet, etnicitet og køn bliver fortolket ud i ekstremerne. Da jeg spørger Malene Kongsgaard, hvad hun som almindelig kvinde tænker om den kritik, har hun i første omgang ikke så meget at sige, men senere opsøger hun mig i det store lokale i den nye Nordhavn, fordi et svar er faldet hende ind.

»Jeg synes faktisk, at det er sindssygt vigtigt, at der går identitet i den. Det trækker feminismen ned på et individuelt plan, hvor det ikke bliver en uoverskuelig samfundsmæssig fordelingspolitik, men noget, hvor alle føler de kan være med,« siger hun.

Som ganske mange af de andre kvinder, der er til stede, føler hun sig ikke undertrykt.

»Men jeg forstår, hvis nogle gør, især globalt,« siger hun.

Foto: Sofie Mathiassen.

Christina Leonora Steffensen, der er en del af morgenfest-arrangørerne fra Renegade Runners, føler sig først og fremmest undertrykt af sig selv og andre kvinder.

»Jeg kan føle, at jeg undertrykker mig selv, og at folk i den kvindelige rolle, som også kan være mænd, kan være rigtig gode til at undertrykke hinanden med en århundreder gammel dybtliggende konsensus om kvinderollen,« svarer hun efter en pause.

Omkring os sidder 50 kvinder og enkelte mænd på deres yogamåtter på gulvet. Nyfeminismens celebrity-ikon Beyonce strømmer stille ud af højttalerne ved DJ-pulten. Ved et at bordene er Yolanda Bluff, der også er fra Renegade Runners, ved at gøre klar til »Broderi og brok« workshoppen, hvor man kan sidde og brokke sig, mens man broderer. Det er første gang, hun er med til at arrangere, og repræsentere en voksende feministisk vækkelse. Renegade Runners laver morgenfester for at samle miljøet, der ellers kan være ret splittet, fortæller hun.

»Her kan vi mødes og danse dagen ind, uden det handler om dine og mine værdier, men om den undertrykkelse vi grundlæggende er enige om at bekæmpe,« siger hun.

Da deltagerne senere kommer i gang med broderiet, virker det dog som om det volder så store vanskeligheder, at brokkeriet træder lidt i baggrunden. Her føles ikke som kamp, men nærmere som rolig samhørighed, mens yogadyrkerne langsom rejser sig, og står på et ben sammen. 32-årige Line Skjoldan er smykkedesigner og arbejder for at befri kussen. Den er langt mere tabubelagt end pikken, siger hun, og hver gang hun når til ordet »kusse« tøver hun et øjeblik, indtil hun så siger »kusse« lidt lavere end resten af sætningens ord.

»Det er ikke tabubelagt at råbe »jeg råber pik og skrider«, men man hører aldrig nogen sige »jeg råber kusse og skrider«, og det vil jeg gerne ændre, så vi føler os mere frie som kvinder,« siger hun.

Laura Tams, der er 25 år og transfeminist, oplever, at det har været svært at blive accepteret som kvinde i det feministiske miljø. Nogle holder hende helt ude, mens andre nærmest bruger hende som en galionsfigur, for at vise, hvor inkluderende de er. Hun kan mærke feminismen er blevet langt mere udbredt i de seneste år.

»Men jeg ved ikke, hvor meget af det der er egentlig vrede over samfundets indretning, og hvor meget der handler om, at feminisme er blevet hipt.«

Hun synes det identitetspolitiske er vigtigt. Den gamle feminisme handler for meget om at mele sin egen kage.

»Der er ligeså meget identitetspolitik i det, når formanden for Dansk Kvindesamfund kræver mere i løn til kvinder som hende selv i toppen af samfundet,« siger Laura Tams.

I et hjørne af lokalet bliver der holdt oplæg om den antifeministiske mandebevægelses strategier i forhold til at fornedre kvinder og holde feminismen ude. Franske Noëmie CourCoux-Pégorier på 25 år har studeret i Danmark nogle år. Hun er til kampdag for at fejre kvinder og kvindesagen, og hun oplever Danmark som langt mere ligestillet end Frankrig.

»I Danmark er der en tradition for kvindemagt, som jeg fornemmede med det samme. Man er ikke bange, og kvinder bliver betragtet som individer på samme måde som mænd. Kønnene er langt mere ligestillede i Danmark end i Frankrig,« siger hun, mens kvinderne begynder at finde vej udenfor til døgnets store demonstrationer for ligestilling og mod diskrimination.