Fri på fuld tid, nej tak!

Arne Jegind på 60 har en næsten livslang erfaring fra medicinalindustrien. Han mistede dog jobbet som 58-årig og har nu svært ved at komme til samtale på job, der tilsyneladende er det perfekte match.

Arne Jegind er nu ledig på andet år, og ønskeprojekterne derhjemme er alle blevet udført, så nu håber den 60-årige specialkonsulent, at han snart kan komme fri af sin ufrivillige pensionering og i gang med at arbejde igen. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Arne Jegind på 60 år er uddannet biolog med speciale i menneskets fysiologi. Det har givet ham en lang og alsidig karriere inden for medicinalindustrien, hvor han har arbejdet som specialkonsulent for en række medicinalvirksomheder. I 12 år arbejde han i Sverige for en global medicinalvirksomhed, men i en alder af 58 år blev han sagt op:

»Vi var seks kolleger med samme titel. Den yngste kunne fortsætte, resten blev tvunget på pension. Jeg var en dyr arbejdskraft, fordi jeg medbragte min danske løn til Sverige, men havde samtidig været med til at skabe flotte resultater.«

Mens et par af kollegerne var lykkelige for at komme på pension, følte Arne Jegind, at han endnu havde meget at bidrage med. Efter et arbejdsliv med en fuld kalender var det ikke en mulighed at ligge på sofaen. Alle de store projekter i hjemmet, som var blevet udskudt i årevis, blev sat i sving:

»Først ryddede jeg op i alt det, der havde hobet sig op de seneste 12 år, hvor jeg havde cirka 140 rejsedage om året. Så blev der malet og frisket op, og min kone og jeg blev enige om, at vi skulle have et nyt køkken. Men så var det også som om, at de dér ønskeprojekter var overstået – og jeg havde stadig et kolossalt overskud.«

Kort efter modtog Arne Jegind en e-mail fra en headhunter i England, der tilbød ham at arbejde for en lille familieejet virksomhed. Han takkede ja, men firmaet viste sig ikke at have videre meget potentiale, og samarbejdet blev afbrudt.

Kun én jobsamtale

Siden har Arne Jegind sendt ansøgninger til anerkendte danske medicinalvirksomheder med ledige stillinger, der matcher hans kompetencer perfekt. Kun én jobsamtale er det blevet til.

»Selv om man er detaljeret, er det naturligvis svært at danne sig et billede af en person ud fra et CV. Så det er klart, at folk kigger på alderen og dømmer ud fra den. Der sidder måske en teamleder på 35 år, der har svært ved at se, hvordan han skal få sådan en gammel medarbejder ind. Men som 60-årig kan man bidrage med megen viden, og man er netop vant til samarbejde.«

Alderen har ikke været nævnt i nogen af afslagene, men det undrer Arne Jegind, at en person med hans kvalifikationer kan have så svært ved at komme til jobsamtale.

»Havde jeg været ti år yngre, er jeg ret sikker på, at det ville have været anderledes. Jeg har siddet på projekter, hvor vi har udviklet strategi for et lægemiddel, der solgte for fem milliarder dollar fire år i træk. Det er der ikke mange lægemidler, der gør,« siger han.

»Men de tænker formentlig, at 60 år ... så vil han måske pludselig gå på efterløn. Men nej, den har jeg afskrevet. Med hensyn til sygdom havde jeg mine sidste sygedage i begyndelsen af 2000, og de kunne tælles på tre fingre. Mine kompetencer og min erfaring kan sagtens overføres til en anden virksomhed. Fordi man er 60, mister man ikke evnen til at sætte sig ind i noget nyt,« siger han.

Arne Jegind håber inderligt, at noget snart vil vise sig, for han har ikke brug for at have fri på fuld tid.

»Min tvungne pensionstilværelse har ikke varet længe, cirka halvandet år. Hvis det fortsætter, må jeg overveje at nedjustere mine forventninger, men omvendt er det jo netop mine erfaringer og kompetencer, jeg gerne vil dele. Det kan bare godt blive svært, hvis man ikke engang kommer til jobsamtale.«